__________________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg skriver fordi jeg sidder i det problem at jeg ikke er glad i mit ægteskab. Jeg elsker min mand, men vores forhold kan vel nærmest beskrives som ”sovende” i øjeblikket. Jeg er studerende og læser rigtig meget i løbet af semesteret hvilket går ud over vores forhold og mit forhold til min 1-årige søn. Fordi jeg læser så meget har jeg ikke så meget tid til min søn, så han knytter sig rigtig meget til sin far, hvilket jo er fantastisk, men det er som knive i hjertet når han ikke vil være hos mig, men hellere vil over til sin far.
Selvom jeg har haft sommerferie med ham et par uger og holdt ham hjemme fra dagplejen så vi kunne hygge, foretrækker han stadig sin far.
Jeg snakkede med min mand om det for en uges tid siden og han tog det vist til sig, men han kommer stadig med små bemærkninger som skærer i hjertet. Ikke med vilje, men sådan nogle som: "Ja, du kan godt lide din far, du er fars dreng" og på et tidspunkt hvor vi spøgte lidt efter han havde brokket sig over et eller andet, sagde jeg i sjov at han da bare kunne smutte, men at jeg ville beholde vores søn. Han svarede: ''Vil du virkelig tage din søn fra sin far, når han er så vild med ham?'' Det gjorde virkeligt ondt. Jeg følte han hentydede til at jeg ikke er god nok – også selvom han måske ikke gjorde det bevidst.
Den manglende kommunikation mellem min mand og jeg har gjort, at vi har kritiseret hinanden en del på det sidste. Jeg har i hvert fald følt mig meget kritiseret , men vi går begge i forsvarsposition i stedet for at få en fornuftig snak. Jeg har forsøgt at snakke med ham det, men han mener ikke vi har nogle problemer overhovedet.
Vi var dog alligevel blevet enige om at forsøge at finde noget mere tid sammen ved f.eks. at slukke for fjernsynet når vores søn var lagt i seng. Og han ville også gøre sig umage med at holde sig vågen om aftenen, da han ofte falder i søvn på sofaen. Men fjernsynet kører stadig, min mand falder i søvn og vi får stadig ikke snakket. Når jeg prøver at få slukket fjernsynet, så vil han hellere nøjes med at skrue ned for lyden – og hvis det endelig lykkes at få slukket fjernsynet er samtalen påtvunget og uden engagement.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere og jeg er ærligt talt er træt af at det kun er mig der kæmper.
Hvad skal jeg gøre?
__________________________________________________
Kære studerende.
Tak for din mail, som udtrykker stor frustration over at du er sat lidt på sidelinien i forhold til både din mand og din søn. Det er selvfølgelig meget smertefuldt for dig at opleve at din søn i øjeblikket foretrækker sin far frem for dig, fordi du ikke har haft tilstrækkelig tid til at være en nærværende mor for ham. Men det er samtidig meget naturligt at et barn knytter sig til den forældre, som har den primære omsorg og tid sammen med barnet. Du betaler lige nu en pris for dit valg m.h.t. være en meget flittig studerende. Det er meget vigtigt at du ikke bliver offer for dårlig samvittighed eller føler du er en dårlig mor eller at du ikke elsker dit barn højt nok. Situationen er kun opstået fordi du har brugt kræfterne på dit studie.
Det positive i din situation er, at din mand har kunnet påtaget sig meget af arbejdet og samværet med jeres søn. Dermed har I undgået at jeres lille dreng er blevet følelsesmæssigt forsømt, men i stedet har knyttet sig stærkt til sin far.
Jeg kan fuldt ud forstå og føle mig ind i, at det skærer dig i hjertet, at han hellere vil være hos sin far i øjeblikket, men for din søns udvikling er det kun godt, at ikke har lidt for stort et afsavn, mens du passede dine studier. Måske kan dette være en trøst for dig, når du føler en jalousi overfor din mand, at det har været godt for jeres søn, at han har haft mulighed for at knytte sig til din mand.
Det er helt naturligt at du føler dig jaloux på din mand, men måske kan det hjælpe dig, at han (om end modstræbende) har givet udtryk for at han godt forstår din reaktion. Det er vigtigt, at du ikke oplever det som primært din mands fejl, at situationen er som den er, men at du også erkender at situationen også er opstået som resultat af at du har haft meget travlt med dit studie.
Måske føler din mand sig lidt forsømt, måske syntes han at han har trukket et stort læs for at du kan passe dine studier og nu kun får utak for sin indsats. Måske er det en reaktion på at han føler sig forsømt, når han straffer dig med at fyre sårende bemærkninger af omkring jeres søn, bemærkninger der får dig til at føle at du ikke er god nok …
Med hensyn til at vinde din søns tillid tilbage, er jeg overbevist om at det nok skal lykkes for dig. Men vær lidt tålmodig. Når du over en periode har haft mere tid til at være mor for din søn, vil han langsom blive helt tryg ved at du er der når han har behov for dig.
Det andet store problem du kommer ind på i dit brev er jeres dårlige kommunikation og jeres gensidige kritik af hinanden. Jeg tror i jeres tilfælde at jeres dårlige vane med at kritisere hinanden og din mands manglende lyst til kommunikation hænger meget tæt sammen.
Jeg bemærker i dit brev at det kun er dig der syntes, at I har brug for at tale sammen. Du har ønsket en ordning hvor din mand skal slukke for fjernsynet og lade være med at sove så I kan få talt om jeres problemer. Din mand viser med al tydelighed at han ikke kan klare den form for kommunikation ved bare at lade fjernsynet køre videre men uden lyd på. Mit gæt er at han på forhånd forventer, at han skal høre på kritik af ham og jeres forhold. Ligesom rigtig mange andre mænd kan han ikke udholde at skulle tale om problemer og blive kritiseret. Han bruger alle tænkelige forsvarsmekanismer (f.eks. at benægte at, der er problemer i forholdet eller han lægger sig til at sove, eller lader alle de elektroniske medier køre) for at undgå det han måske opfatter som personlige angreb.
Du kan måske stille det spørgsmål om det primært er dit ansvar at jeres kommunikation kan blive bedre og om det er dit ansvar at I som helhed får forbedret jeres forhold.
Mit forslag til dig er først og fremmest at acceptere at det er dig der ønsker, at der skal ske nogle ændringer til det bedre i jeres forhold. Så initiativet skal, så vidt jeg kan skønne, komme fra dig.
Du elsker stadig din mand og vil gerne vækkes op fra et "sovende" forhold til et levende forhold. Måske skal du starte med at fortælle ham, at du stadig elsker ham og at du er meget taknemmelig for det arbejde han har gjort i familien, mens du har haft travlt med at studere.
Du kan også sige at det ikke er ment som en kritik af ham, at det er svært for dig at erkende at dine studier, har medført at jeres søn lige nu foretrækker sin far. Spørg ham om han vil hjælpe dig med at vinde din søns tillid tilbage.
Det er meget vigtig at du også tager initiativet til at indgå en aftale om at I stopper med at kritisere og såre hinanden. Og uanset hvad han siger, at du lover at stopper med øjeblikkelig virkning..
Det er også vigtig at I ikke sætter fast tid af til snak som det ser ud i øjeblikket. Det tror jeg ikke der vil komme noget ud af som tingene står. Spørg i stedet din mand, når du har noget, du gerne vil tale med ham om, om I lige kan tale sammen et øjeblik når han er færdig med det han er i gang med. Lad ham få den oplevelse, at det ikke altid handler utilfredshed med ham, men om noget som det er vigtigt at finde en fællesløsning på.
Jeg tror på, at når din mand bliver tryg ved at det ikke altid skal tales om problemer eller kritik der vedrører ham, så vil han blive langt mere imødekommende og lyttende uden at rejse alle barrikaderne. Det vil simpelthen blive mindre "farligt" for ham at tale sammen. Prøv gennem dine handlinger at vise ham at du er glad for ham og ønsker at I skal have det godt sammen alle tre. Kom med nogle ideer til nogle gode fællesoplevelser. Gerne oplevelser der kalder på smil og glæde. Det tror jeg vil være med til at vække jer fra det sovende parforhold.
Jeg ønsker jer alle tre alt muligt lykke og held, tag nu selv de første skridt og skab grundlaget for at komme videre.
