Introduktionen af KIND på forårets modemesse i Bella Center gik over al forventning med besøg af mange begejstrede indkøbere, modejournalister og stylister – og ikke mindst af H.K.H. Kronprinsesse Mary, der bl.a. roste de lækre skindkvaliteter og farverne i kollektionerne.
Siden ilddåben på CIFF er også et stort antal af landets stilbevidste kvinder faldet pladask for det nye kvalitetsmærke inden for tasker, sko og accessories, fortæller Mette Kind, der står bag firmaet KIND Collection A/S.
”Vi har fået en fantastisk start, som har bekræftet mig i, at hele ideen bag KIND konceptet holder. Fra vore forhandlere rundt om i landet hører vi, at kunderne falder for den gennemførte kvalitet og de raffinerede detaljer i vores tasker, sko og bælter. Vi mærker tydeligt, at der er en overordnet tendens i retning af, at kvinder i alle dele af landet er villige til at betale lidt ekstra for at få en særlig god kvalitet”, siger hun.
Den flotte modtagelse på hjemmemarkedet gør, at Mette Kind allerede i år vil etablere samarbejde med udenlandske agenter, der skal lancere KIND designet i de øvrige Skandinaviske lande.
Noget for enhver smag
På CIFF i Bella Center den 9. – 12. august præsenterer Mette Kind sine nye designs for sæsonerne Jul 2007 og Forår 2008. Ligesom i de første kollektioner spænder de nye designs bredt - fra det stilrene og elegante til mere casual modeller. Forår 2008 byder således både på flade ballerinaer, små støvletter og elegante sko med hæl. Farvemæssigt er der også noget for enhver smag i forårskollektionen – bl.a. røde og blå/grå toner samt klassiske brune nuancer.