Mange unge glemmer forsikringen

Mange unge glemmer forsikringen 

Mange unge glemmer forsikringen,

når de flytter hjemmefra – og det kan blive dyrt

– Når unge mennesker flytter hjemmefra, er forsikringer ikke altid det, der tænkes på, og det er en "forglemmelse", der kan blive endog meget dyr, siger konsulent Kirsten Skov Johansen, Forsikringsoplysningen.

De forsikringer, unge ofte glemmer eller i nogle tilfælde bevidst fravælger, er ulykkesforsikringen, der erstatter, de personskader, de selv kan blive ramt af, samt familieforsikringen, der er en kombineret indbo- og ansvarsforsikring. Denne forsikring kan have forskellige navne i de enkelte forsikringsselskaber.

Familieforsikringen betaler millionkrav
– Så længe de unge bor hjemme, er de dækket af forældrenes familieforsikring uanset alder. Men flytter de hjemmefra, er der kun dækning på forsikringen indtil det fyldte 21. år - og kun hvis de bor i Danmark og bor alene. Unge over 21 år eller unge, der flytter sammen i et parforhold eller har børn, må selv sørge for deres egen familieforsikring, fortsætter Kirsten Skov Johansen.

Familieforsikringen erstatter skader på ens private ejendele som f.eks. tøj, møbler og elektronisk udstyr m.m. i tilfælde af brand, vandskade eller tyveri. Desuden betaler ansvarsforsikringen, hvis man på grund af en uagtsomhed er skyld i en skade på andres ting eller andre personer.

Ifølge Kirsten Skov Johansen hører Forsikringsoplysningen ofte om uheldige eksempler på, at unge mennesker ikke har ansvarsforsikringen i orden og derfor selv må betale erstatning for en skade. Og hun gør opmærksom på, at eksempelvis en alvorlig personskade i værste fald kan løbe op i et erstatningskrav på flere millioner kroner.

Et øjebliks uagtsomhed kan altså blive dyrt, hvis de unge har glemt eller ligefrem valgt at spare udgiften til en familieforsikring.

Ulykkesforsikring – allerede efter det 18. år
Mange unge – og for den sags skyld også voksne, tror fejlagtigt, at familieforsikringen også erstatter tandskader eller andre skader på en selv, hvis man kommer ud for en ulykke. Det gør den ikke. Her er det nødvendigt, at man har en ulykkesforsikring.

– Og her skal unge være opmærksomme på, at de efter deres fyldte 18. år ikke mere er omfattet af den ulykkesforsikring, som deres forældre måske har tegnet for dem. Derfor bør de efter vores opfattelse overveje at tegne deres egen ulykkesforsikring, siger Kirsten Skov Johansen, der gør opmærksom på, at en tandskade kan løbe op i mange tusinde kroner.

Ved køb af en ulykkesforsikring skal den unge tage stilling til, om det skal være en forsikring, der dækker i fritiden, eller en heltidsulykkesforsikring, der dækker alle døgnets 24 timer, og dermed også dækker de ulykker, der kan ske på arbejdspladsen. Med en heltidsulykkesforsikring vil man kunne få erstatning både fra sin egen forsikring og fra arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikring.

Specielt for studerende
Forsikringsoplysningen gør opmærksom på, at studerende ikke via deres studie er omfattet af en lovpligtig arbejdsskadeforsikring og derfor selv bør tegne deres egen ulykkesforsikring. Studerende kan normalt kun tegne en heltidsulykkesforsikring, da tegning af en fritidsulykkesforsikring kræver, at man har fast arbejde i et væsentligt antal timer om ugen.

Spørg mere end ét selskab
Forsikringsoplysningen råder de unge til at kontakte et eller flere forsikringsselskaber for at få de helt rigtige forsikringer. Og gør opmærksom på, at det er en god ide at spørge, om forsikringsselskabet har specielle ungdomsforsikringer.

Motionscentre afviser at refundere
Penge & økonomi
Motionscentre afviser at refundere 

- Ifølge betalingsmiddelloven skal kunder med udløbne elektroniske klippekort kunne få det resterende beløb udbetalt...

Læs mere
PinterestFacebookTwitterRSSInstagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Nye Bøger
Shopping
^