Hej Charlotte
Jeg er en pige på 17 år der bor alene med min mor. Min mor er førtidspensionist, på grund af depression, som hun også lider af nu. Hun har ingen livsglæde og er ofte nedtrykt og er konstant hjemme i vores lille lejlighed, eller jo hun går da ture i haven, men hun oplever bare ikke meget. Jeg ville selv blive nedtrykt hvis jeg levede det liv. Mit problem er at jeg kan mærke denne sindsstemning lige straks jeg træder ind af døren.
Jeg kan mærke det. Og i stedet for at blive ked af det og spørge ind til det, er jeg nu begyndt at sætte en væg op. For jeg kan ikke klare det. For jeg ved at jeg ikke kan hjælpe. Så i stedet bliver jeg irriteret, og tænker ” kan hun ikke bare tage sig samme?” – hvilket hun jo ikke kan. Men jeg kan ikke hjælpe hende, det ved jeg. For lige meget hvad jeg ligger frem af kurser eller ting har hun ikke overskud til at tage det næste skridt. Er bare så ked af at hun skal have det sådan. Spørger tit om hun vil med ud og gå en tur eller noget? Om vi ikke skulle lave en aftale? Men det kan hun heller ikke, da hun jo ikke lige ved hvordan hun f.eks. har det i morgen.
Bliver bare frustreret og ked af det over det. Hvor tit skal man blive ked af det og lade det påvirke en før det er for meget? Når jeg tager i byen er hun ret bange, og jeg føler ikke jeg har de samme muligheder som mine veninder, der er mere frie, til at gå i byen? Det mine tanker går på er om jeg skulle flytte hjemmefra eller om det er for drastisk? Jeg går i 1.g. Min far og mine halvbrødre ( som er min fars børn) har nævnt det ? .. Har du nogle gode ord du kunne give mig, jeg måske kunne bruge ?
_______________________________________________
Kære Pige på 17 år
Det er nogle rigtig tunge ting, du går og tumler med, og det giver god mening for mig, at du ind imellem bliver frustreret og ked af det.
En depression rammer ikke kun den deprimerede, men også de pårørende.
Har du nogen at tale med? Jeg tænker, der kan være nogle ting, du har brug for at få bearbejdet og få talt om. Jeg læser af dit brev, at din mor har været syg i mange år. Det betyder jo, at din opvækst på nogle punkter har været forskellig fra dine venner og veninders opvækst, og jeg tror, det kunne være godt for dig, at kende lidt mere til betydningen af at være barn og pårørende til en deprimeret. Der er forskellige muligheder, men jeg kan anbefale dig, at gå på nettet og kigge på følgende hjemmesider, www.depnet.dk, www.depressionsforeningen.dk & www.sind.dk.
Det er vigtigt, at du ind imellem giver dig selv nogle frirum, hvor du er som alle andre på 17 år og er sammen med veninder, går i byen osv., for du hverken kan eller skal bære ansvaret for din mors depression.
Håber du kan bruge ovenstående råd og jeg ønsker dig alt det bedste fremover.
Bedste hilsner,