Hvert år udsættes 38.000 kvinder for fysisk vold af en partner, og omkring 33.000 børn oplever vold i hjemmet. Ifølge Vidensportalen under Socialstyrelsen, som formidler viden om udsatte børn og unge, så får børn, der oplever vold, ofte psykiske skader som kan påvirke deres udvikling og sundhed.
Det gælder især, når volden sker i hjemmet, forklarer formand for LOKK, Niels Christian Barkholt. De voksne er ofte så optaget af deres egne konflikter, at de ikke har overskud til at se og høre børnene og deres behov.
”Alt for mange børn vokser op i et hjem med utryghed, uforudsigelighed og frygt. Derfor er det naturligvis afgørende, at vi som samfund gør alt, hvad vi kan, for at forebygge volden og at sætte ind med den rette hjælp” siger Niels Christian Barkholt.
Ifølge LOKK viser undersøgelser samtidig, at der er risiko for, at børnene tager mønstrene med sig ind i ungdoms- og voksenlivet, og at de selv får en partner, der udsætter dem for vold, eller at de selv bliver udøvere. Derfor er der, ifølge Niels Christian Barkholt, al mulig grund til at vi i Danmark intensiverer indsatsen og tænker mere langsigtet, når det kommer til at hjælp og støtte til voldsudsatte børn.