Stigningen i antallet af regnbuefamilier glæder Susanne Branner Jespersen, der er generalsekretær hos foreningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT Danmark, der ifølge BT mener, at det er et udtryk for, at der er kommet bedre vilkår for regnbuefamilier i Danmark.
Især Børneloven fra 2007, har været med til at bane vejen for flere regnbuefamilier, vurderer Susanne Branner Jespersen. Frem til 2006 var det, ifølge dansk lovgivning, ulovligt for lesbiske og enlige at blive insemineret af en læge.
"At antallet af regnbuefamilier vokser viser, at der har været en stor trang til at lave familier på den måde, man gerne vil" siger hun.
Og det er ikke kun antallet af regnbuefamilier, som er i vækst. Den typiske regnbuefamilie er også blevet større: I dag er 46 pct. af regnbuefamilierne familier med to hjemmeboende børn, hvor det for 10 år siden blot var 35 pct. af regnbuefamilierne, som havde to børn.
Kilde: Danmarks Statistik