Det var et billede i en rejseguide til Afrika, der inspirerede Kaare Klint til Safaristolen
EN KAARE KLINT KLASSIKER
Kaare Klint er kendt for sine klassiske møbler, hvoraf Safaristolen er et af hans mest kendte design. Den blev designet i 1933, inspireret af en engelsk officerstol han havde set i en rejseguide til Afrika. Han blev særligt inspireret af et billede i bogen, hvor forfatteren og hans kone sidder i teltåbningen på savannen i lignende stole.
Målet for Kaare Klint var at skabe en let, transportabel hvilestol, hvor det feltmæssige formål blev fastholdt, idet stolen nemt kan samles og skilles ad uden brug af værktøj. Den funktionelle stol omtales ofte som værende et af verdens første ’samle-selv-møbler’, og den er resultatet af dybtgående viden om materialer og kroppens ergonomiske krav.
De første eksemplarer af Safaristolen blev solgt til Kaare Klints kollegaer, såsom Arne Jacobsen, som så tydelige muligheder i den simple og funktionelle stil, og det var da også Arne Jacobsen, som foreslog at tilføje en pude til stolen.
Rud. Rasmussen Snedkerier, som i 2011 blev en del af Carl Hansen & Søn, har produceret Safaristolen i deres møbelværksted siden 1933.
Den fås i dag i oliebehandlet ask, enten lys eller røget. Betræk til stol og siddepude fås i lærred (natur, blå, grøn og brun) og læder i udvalgte farver. Armlænet fås i oksehud eller læder. Puden, der følger med stolen fås med eller uden knapper. Vejl. udsalgspriser fra 5.995 kroner. En matchende skammel fås i samme udvalg.
Fantastisk smuk.