Hej Ingrid,

Jeg har fået øjnene op for, at der er noget galt med min måde at omgås nære relationer på. Jeg er 39 år, og synes nok det er på tide, at jeg finder en anden facon, for faktum er, at jeg bliver mere og mere trist. Mere og mere indestængt vred. Og jeg ved, at det kun er mig, der kan ændre på det.
Jeg er vokset op som den ældste af 3, og boede alene med vores mor. I min barndom blev jeg hurtigt den voksne, søde pige. Mine brødre blev ekstremt forkælede. Jeg gjorde rent, passede brødre og anstrengte mig for at komme hjem med gode karakterer. Min mor kunne til tider være en meget streng mor, som straffede mig både fysisk og psykisk såfremt jeg havde gjort noget "galt". Aldrig mine brødre. I dag - som voksen - har jeg svært ved at forstå hendes handlemåder, for jeg tror ikke hun er helt klar over, hvor ondt hun gjorde mig. Jeg husker mange episoder hvor jeg havde ondt i maven af angst for hendes reaktion, og i dag tror jeg desværre at disse mønstre sidder fast i mig.
Jeg forsøgte vel at undgå hendes kolde blikke eller direkte straf, ved altid at have mine antenner ude, så jeg på forhånd kunne læse hendes humør – andre gange var hun sød og rar, men jeg kunne aldrig helt vide, hvor hun var.
Selv som teenager har jeg oplevet at hun stak mig en lussing foran venner og bekendte. Og jeg har mange flash-backs,hvor jeg kan huske folks medlidende blikke og hvor jeg samtidig var så flov og ked af det, at jeg kunne forsvinde i et hul i jorden.
På et tidspunkt gik jeg i terapi for at få hul på bylden. Men det hjalp ikke. Dels blev terapeuten gal på min mor, og dels kunne jeg ikke "lade som om" at hun sad overfor mig på en stol - hvor jeg så skulle tale til hende.
Jeg gjorde det, men det blev kunstigt, og jeg tænkte kun på at tilfredsstille terapeuten og komme ud i en fart!
Nu hvor jeg er voksen, kan jeg både mærke og forstå, at jeg gang på gang overtræder mine egne grænser for at undgå konflikter eller bare for at være "sød". Med andre ord, så er jeg ikke helt mig selv. Jeg er fanget i min egen psykes slåskamp, og det er bestemt ikke en rar fornemmelse. For jeg har jo opdaget, at prisen for at være sød, er meget høj. Eller rettere: Jeg får intet ud af det andet end følelsen af at lade mig træde på og være et vattet menneske, som ikke tør sige min mening højt. Og det er jo helt galt. Jeg ved ikke hvad det er, jeg er bange for! Jeg gør det pr automatik. Også i forhold til min mand, som indimellem får helt urimelig lang snor af mig – hvilket igen betyder, at jeg gang på gang står i situationer, hvor jeg har lyst til at skrige, flygte eller bare flippe helt ud.
I mange af mine nære relationer bliver jeg frygteligt skuffet, vred og ked af det. Jeg kan sagtens se min egen andel i det - men føler mig ærlig talt også udnyttet.
Både min familie og flere af mine tætte veninder, har ofte sagt, at jeg er et menneske, som altid er parat til at hjælpe og at de ikke ville ane, hvad de skulle gøre uden mig. Før blev jeg vel lidt smigret af denne "ros", men
efterhånden er denne opfattelse af mig blevet til en byrde. For faktum er, at jeg såmænd er villig til at hjælpe alle, men at jeg får uendeligt lidt igen. Fx har jeg en nær veninde, som jeg har stået last og brast med igennem en årrække, da hun havde store problemer. Min hjælp var både som støtte, lyttende øre, trøstende skuldre, penge osv.Nu har hun fundet en ny mand, og jeg hører kun fra dem når hun / de har problemer, som de lige har behov for at fortælle mig. Sådan har det egentlig været længe - jeg har bare ikke set det. I forhold til hende, er der mange, der synes, at jeg er gået for langt.
De har direkte fortalt mig, at jeg er blevet udnyttet. Men sådan har jeg ikke set det. Jeg holder af hende, og kunne ikke klare, at hun manglede noget eller var ked af det. Men nu står jeg tilbage med en underlig mat
følelse og føler faktisk, at hun har udnyttet mig. Men jeg er bange for den følelse. Kan ikke lide at se i øjnene, at det reelt er det, der er sket. Jeg har fundet ud af, at hun havde en del hemmeligheder i forhold til mig, fx at hun
brugte mange af pengene, som hun fik af mig, på sponsering af spiritus for at dulme nerverne og ikke på mad og regninger. Hun har aldrig indrømmet sit spiritusforbrug overfor mig, men har gjort det overfor flere andre. Da disse mennesker fortalte mig det, gik jeg nærmest i chok og forstod ikke, hvorfor hun ikke havde fortalt mig det. I stedet brugte hun det hun kunne, og lod mig svømme rundt i et hav af løgn og uvidenhed. Og jeg føler mig total dum, naiv og latterlig.
I forhold til min mor, så gør det samme sig gældende. Hun taler og taler om mine brødre og deres børn, men interesserer sig knap så meget for mig og mine børn. Mine brødre og børnene får meget attention, mange økonomiske gaver og meget ros. Men mig....ja, "du har jo altid kunnet klare dig selv" siger hun. Omvendt kan hun sagtens finde mig, når hun har problemer - som sædvanligt. Jeg kunne blive ved, men jeg tror du har forstået ...
Jeg er virkelig ked af det og er klar over, at jeg må gøre noget for at ændre på det hele. Men det er svært at ændre et helt livs indlærte mønstre - jeg aner ikke hvor jeg skal begynde. I perioder har jeg lyst til at droppe alle snylterne (som jeg kalder dem i mit stille sind) og kun beholde de få, som reelt viser at de holder af mig. Men hér kan jeg mærke, at jeg er bange for at miste. Bange for at brænde broer. Men hvorfor?
Det mærkelige er, at i forhold til arbejde og kolleger - der er jeg stærk og vedholdende. Måske fordi jeg ikke har følelser i klemme?
Har du et godt råd? Hvor begynder jeg?

_________________________________________________________________


Kære trætte og vrede kvinde

Tak for din mail, som jeg har læst med stor indføling for din smerte og samtidig med beundring over din store indsigt i din egen situation, hvilket får mig til at og dermed med en optimistisk tro på at du nu er nået frem til at ville gøre noget ved din egen situation.
For det er nu du skal finde vejen hjem til dig selv. Det er umådeligt smertefuldt for dig at leve i den offerrolle som du befinder dig i og det skal der, og kan der, gøres noget ved og det skal helt sikkert gøres nu!
Den optimisme jeg nærer for din situation bunder i din store selvindsigt. Jeg beundre at du ikke endnu er havnet i bundløs selvmedlidenhed og fortvivlelse, som godt kunne være resultatet af den behandling du har været udsat for indtil nu - specielt af din mor. Du har bestemt ret i, dette kan ikke fortsætte længere uden du havner i en mere varig tilstand af tristhed og fortvivlelse.
Allerførst vil jeg sige til dig, at jeg på et meget dybt plan forstår konsekvenserne af den fælde du er fanget i. Et fænomen som rigtig mange af os kvinder fanges i ved at have fået prædikatet: ”Du har jo altid været så stærk og kunnet klare dig selv, så dig behøver vi ikke at bekymre os for..”. Dette prædikat er en forbandelse for et barn at blive udstyret med. For alle mennesker har brug for opmærksomhed og hjælp nu og da. Ingen kan bare altid være ”den stærke”, ”den hjælpsomme” og ”den lyttende”. Alle mennesker oplever at være stærke og svage i forskellige faser af tilværelsen og i forskellige situationer. Du har f.eks. været stærk nok til at være den voksne i familien som barn, men samtidig været svag m.h.t. at gøre opmærksom på dine behov. Du har lært at kun når du er stærk og fungerer som hjælper og lytter, har du en værdi.
Nu er det på tide at du bruger al din styrke og mod, al din vilje til at gøre opmærksom på dine behov på en voksen måde, også selvom om det er den "lille pige" inden i dig automatisk længes efter at udfylde den velkendte offerrolle. Det er på tide at komme ud af den onde cirkel. Det er nemlig rigtig at ens omgivelser mister respekten for en, hvis man altid er sød og flink og ikke stiller relevante og rimelige krav til at ens behov også opfyldes. Så selvom det umiddelbart føles som om det ”koster” at ændre rolle og selvom omgivelserne protesterer, bliver du nødt til at turde sætte grænser overfor mennesker i dine omgivelser, der alligevel ikke vil dig noget godt. Du vil opleve at det er bedre, om end pinefuldt, at miste nogen, end at fortsætte med at være offer for deres misbrug af dig og din hjælpsomhed. Ved at fortsætte i offerrollen, ender du alligevel med at skulle se i øjnene at der ikke kommer noget tilbage. Så du er bedst tjent med at undvære andres smiger når de fortæller dig at du er ”Åh, så uundværlig” for dem.
Jeg selv har tidlige haft "venner" der ringede midt om natten, fordi jeg var ”den eneste der forstod problemet”. Det er da smigrende, men også enormt manipulerende - og oftest ville selv samme mennesker hverken bryde sig om eller finde sig i, at du ringede til dem midt om natten.
Så det jeg vil råde dig til er:
• At du gennemgår dine nære relationer og få sat foden ned over for de mennesker der kun sætter pris på dig når du er sød og selvopofrende. Jeg ved at det er svært, for det gør ondt at skulle erkende at der blandt ens nærmeste er mennesker, der kun er interesseret i en så længe det foregår på deres præmisser.
• Jeg syntes også at du skal få en alvorlig snak med din mand og fortælle ham, at du er nået til et sted i dit liv hvor du bliver nødt til at sætte dine grænser. Fortæl ham at det vil betyde, at du fremover oftere vil sætte hælene i og sige nej – og at du ikke længere vil være sød for fredens skyld. Fortæl ham at det er strengt nødvendigt for at du kan trives og være tilfreds, og at det på ingen måde kan fortsætte som nu. I bedste fald vil din mand begynde at respektere dig langt mere end tilfældet er nu og I vil få en bedre balance i forholdet. Men det kan også ske, at jeres forhold slet ikke kan fungere, når du begynder at sætte grænser og stiller krav til ham og hans adfærd. Du må således indstille dig på, at dine skridt til at opnå mere respekt omkring din person, kan have konsekvenser. Det handler om mod, styrke og hvor stærkt dit ønske om at få lavet om på tingene er.
• Måske bør du overveje at tage en samtale med din mor og fortælle hende at du ikke mere kan påtage dig den rolle, du føler du er blevet påduttet i din barndom. Du har længe haft det samme behov som dine brødre for opmærksomhed, at nogen lytter til dig og påskønner dig. Fortæl hende at forudsætningen for at I kan have en ligeværdig og positiv kontakt er, at hun nu forstår at du ikke kun er stærk og selvstændig. Gør hende klart at du har samme behov som alle andre mennesker, nemlig også at være den der modtager og den der får særlig opmærksomhed, når du har behov for dette. Hvis din mor afslår eller bliver vred og fornærmet, så sig at det er dit krav at blive taget som den du er, ellers må I lade være med at have kontakt indtil det bliver, som du har bedt om.

Jeg har haft en del klienter med lignende problemer. Jeg tror du kan få brug for en meget nænsom psykolog til at støtte dig gennem processen. Du har selv indsigten, men jeg tror du har brug for en person som kan støtte dig i dit ønske og hjælpe dig med at holde modet og viljestyrken oppe. For det er en lang og indgroet vane der skal brydes og den kamp kan være svær at tage helt alene. Men for mig at se har du ikke noget valg, du skal i gang med at finde dig selv og dine egne grænser. Jeg tror at det kan få meget alvorlige konsekvenser for dig, hvis du vælger at lade stå til og fortsætte som hidtil.

Jeg ønsker dig al mulig mod og styrke på vejen.

Alle gode og kærlige hilsner til dig