Instruktøren Sam Mendes, som tidligere har instrueret Revolutionary Road og American Beauty, er tilbage med en følelsesladet komedie om et kærestepars rejse gennem Amerika.
Burt og Verona, spillet af henholdsvis John Krasinski og Maya Rudolph, har været sammen længe. De er nu begge i trediverne, bor trygt og godt i Colorado og skal snart være forældre. Graviditeten går planmæssigt, men da Verona er seks måneder henne, får parret en overraskende nyhed af Burts excentriske forældre. Det viser sig, at det ældre ægtepar vil flytte væk fra Colorado, og dermed forsvinder også hovedårsagen til, at Burt og Verona bor der. Så nu skal de finde et nyt sted, hvor de kan føle sig hjemme og bedst at starte den lille nye familie. De besøger gamle venner, der nu selv har slået sig ned, og efterhånden bliver turen en rejse, hvor de på godt og ondt skal finde sig selv og det liv de ønsker at leve ...