Du skal bruge:
- Excentersliber med støvfilter, som samler pudsestøvet i kassette og pose
Ved at sørge for at støvet suges væk under arbejdet, slipper man for at støvet 'pakker' sig fast i sliberondellerne.
Når gør det selv-folk vælger excentersliber frem for rystepudser, så er det fordi de fleste finder den langt mere effektiv. En excentersliber er ganske vist også lidt dyrere end rystepudseren, og indenfor excentersliberne findes der også både dyre og billigere udgaver. Undersøg evt. om du kan finde en dyr, robust excentersliber brugt på Dba/Guloggratis. - Sliberondeller til excentersliber i korn 80, 120 og 180 samt poleringsskive.
- Rensestift i rågummi til rensning af sliberondeller
Du kan få sliberondellerne til at række længere ved at rense dem undervejs med en rensestift i rågummi. Det er en simpel og sikker måde at fjerne smuds og lak, der har sat sig fast i rondellerne. - Sikkerhedsbriller og høreværn
- Håndfejekost
- Sandpapir og slibeklods til områder, hvor slibemaskinen ikke kan komme til
- Bordpladeolie evt. hvidpigmenteret
Da bordpladen kommer i kontakt med fødevarer, er det vigtigt at bruge en olie, som man ikke risikerer bliver harsk. Ved at vælge en decideret bordpladeolie, har du samtidig en olie, der tørrer hurtigere end fx rå linolie.
Sådan gør du:
- Skil bordet fra hinanden, så du nemmere kan komme til med sliberen
- Vask borddelene af
- Slib de enkelte dele med sliberondeller korn 80 eller 120 til træet har en fin, jævn overflade og ensartet farve. Brug derefter sliberondel korn 180 til at finpudse overfladen.
Fej støv væk og tøm støvposen/kassetten undervejs, hvis nødvendigt.
Fjern ophobning af lak, olie og smuds på sliberondellerne ved at køre rensestiften hen over rondellerne mens de roterer. - Nu skal bordet overfladebehandles med bordpladeolien. Ved at bruge en plasticpose i stedet for en klud til at fordele olien, slipper du for at fnuller fra kluden klistrer fast i olien.
- Fjern overskydende olie, men lad så meget blive tilbage, at træet den næste halve til hele time, kan stå og trække ind.
- Giv herefter bordet endnu en omgang olie, og giv igen træet tid til at mættes af olie.
- Fjern overskydende olie og poler træet, enten med en klud, der ikke fnugger eller med en excentersliber med poleringsskive.
- Lad træet hærde et par dage, hvorefter bordet er klar til en sidste omgang olie, som igen skal have lov til at hærde. Efter polering er træet mættet af olie, hvilket ikke kun på smukkeste vis fremhæver træets årer og struktur, men samtidig gør træet overraskende robust og modstandsdygtigt.