Danmarks populæreste frugttræ
Måske har du ikke lige et stående i haven, men da æbletræet er det mest udbredte frugttræ i de danske haver, så står der formentlig et hos naboen.
Et enkelt æbletræ bærer som regel flere æbler end en enkelt husstand kan spise, så derfor er det en oplagt idé, at tage en tur rundt i kvarteret og høre om der er nogen, der har æbler til overs og måske kan bruge hjælp med plukningen. Det er jo en skam, hvis de fine, nye æbler skal ligge og gå til på plænen, hvor kun fugle og orme får glæde af dem.
Find vej til gode steder
Alternativt kan du hoppe i røjserne og tage ud og besøge en af de mange æbleplantager der tilbyder selvpluk.
Med en enkelt søgning på nettet, kan du hurtigt finde frem til æbleplantager, der tilbyder pluk-selv. Man kan dog ikke regne med, at alle plantager har egen hjemmeside, så derfor er det en god idé også at tjekke lokalavisen. En del frugtavlere annoncerer kun i lokale ugeaviser - og ofte kun med ganske små rubrikannoncer.
Forhør dig også hos familie, venner, bekendte og kolleger, og få deres tip til, hvor de tager hen og forsyner sig med æbler.
Har du kendskab til en selv pluk plantage som vi ikke har med i oversigten, så må du rigtig gerne give os et praj. Send dit tip her