”Skilsmissebørn har ofte et mere kompleks nærliv. De påvirkes følelsesmæssigt af at skulle skifte bolig, af at mor og far ikke kan lide hinanden, og af at skulle klare tingene mere selvstændigt, når det kommer til at få hverdagen til at hænge sammen” forklarer Peter Kongshaug. ”En skilsmisse er en trussel mod trygheden i et barns liv. Det reagerer børn regressivt på. De enten trækker sig ind i sig selv eller bliver mere udadrettede, og de balancer ofte et sted mellem, på den ene side at være mere tryghedssøgende, og på den anden side, at klare flere ting selv.”
Det er i denne komplekse, omskiftelige hverdag, ofte med forældre, som hver i sær er optaget af at etablere et eget liv evt. sammen med en ny partner, at skilsmissebarnet kan være udfordret.
”Jeg oplever, at børn i skilsmisser kan have svært ved at finde den tryghed og forudsigelighed i hverdagen, som de har brug for. Og her kan maden spille en rolle. Spisning kan blive en slags egen omsorg, men kan også være en trøst eller et kærlighedssignal fra den voksne. Det at give barnet noget rart, er et helt arketypisk måde, at signalere: ”Jeg er din ven”. Desuden kan mad fungere som passivisering, når man, som enlige med hænderne fulde, skal have ro på under indkøb, i forbindelse med madlavning, telefonopringninger mm. ” forklarer Peter Kongshaug. ”Og når det at spise ikke længere kun handler om, at blive mæt, men i stedet styres af følelsesmæssige behov, så kan spisning tage overhånd og resultere i overvægt.”
Undersøgelse: Børn i kernefamilier trives bedre
Undersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed viser endvidere, at børn, som bor sammen med begge forældre, i flere henseender har bedre sundhed og trivsel end børn, hvis forældre ikke bor sammen. Børn, der ikke bor sammen med begge forældre ved skolestart, har blandt andet større risiko for at have vanskeligheder i forholdet til jævnaldrende, ligesom der er større risiko for, at sundhedsplejersken har noteret en bemærkning om problemer med forældre-barn relationen. Men at kalde udadvendte skilsmissebørns adfærd for vanskelig, fordi de tager flere konflikter med kammeraterne, afdækker en fuldstændig fejllæsning at signalet, siger Peter Kongshaug.
"Overordnet er skilsmissebarnets markante opførsel, efter min mening, en simpel konsekvens af deres nye slags nomadeliv. De er dagligt tvunget til simpelthen at være mere udtalte om sig selv, for at få deres mobile liv til at fungere. De er sig øjeblikkeligt bevidst, at det, der ikke går den rigtige vej, går den gale, og det skal de reagere de på. Derfor kan kammerater ikke længere få lov til små smarte bemærkninger, de har ikke plads til fejlfortolkninger. Tryghed er krumtappen i deres liv. Den går de efter. For før den er på plads, kan de ikke lege og lære. De har simpelthen en anden social kodning end dem, der bare lever i en uskyldig gentagende hverdag, hvor komfortzonen sjældent bliver udfordret." forklarer Peter Kongshaug og konkluderer:
”Så ja, skilsmissebørn kræver mere af de voksnes opmærksomhed, mere omsorg af sygeplejersken, mere årvågenhed af deres lærer, fordi de udtrykker deres behov enten direkte eller frustreret. Det er de tvunget til. Det gør de også derhjemme. Med tryghed som kode, kunne de, der passer på børn give den rigtige opmærksomhed. Men det gør omverdenens voksne ikke. Den har en masse regler for sig selv om, hvornår man tænder for varmelampen. ”
