_________________________________________
Hej Peter,
Jeg har altid ønsket en kernefamilie, men efter 20 års ægteskab overvejer jeg nu skilsmisse.
Min mand og jeg har tre børn. To hjemmeboende samt en datter på 19 år, som er flyttet hjemmefra. Vores datter flyttede, fordi hun ikke kan med sin far. Han har kørt på hendes psykisk siden teenageårene, og jeg har altid stået i mellem dem. Deres dårlige forhold har udløst mange, frustrerende skænderier, og hverken familierådgivning eller –terapi, har hjulpet.
I løbet af de sidste 6 måneder har vores datter udviklet en depression, hvilket hun er i behandling for. Hun har haft det så skidt, at hendes psykiater rådede hende til, at hun droppede sin eksamen, alligevel har hun netop bestået sin studentereksamen, omend med et lille gennemsnit.
Med depression og eksamen hængende over hoved, har vores datter imidlertid ikke haft overskud til at søge arbejde. Hun har derfor spurgt om hun kunne låne penge af os til sin husleje. Det har resulteret i endnu et sammenstød mellem min mand og min datter og jeg. Han skælder ud og siger, at hun må tage sig sammen, og at hun ikke bare kan regne med, at vi hjælper hende.
Jeg er så ked af, at min mand ikke kan se og forstå, at vores datter har det svært. Jeg har flere gange gjort ham bekendt med, at jeg mener, at hendes depression skyldes hans nedværdigende behandling af hende gennem årene. Men det affærdiger han med, at ’så’ slem var han heller ikke, og at det nu er et overstået kapitel, så det gider han ikke høre på.
Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg synes, at vores to andre børn er meget mærket af alle skænderierne, men jeg hele tiden har kæmpet imod en skilsmisse, da jeg altid har ønsket mig den kernefamilie, som jeg ikke selv har haft. Problemet er, at der ikke sker nogen forbedring i vores forhold, vi falder hele tiden tilbage i det samme mønster og er stadig fuldstændig uenige om, hvorvidt hans adfærd har været medvirkende årsag til vores datters mistrivsel. Jeg er bange for, at min mand og jeg aldrig får brudt de dårlige mønstre, og jeg frygter, at problemerne vil gentage sig, når vores to yngste børn bliver teenagere.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig drænet for energi og alene. Samtidig går jeg med tanker om, at min mand og jeg ikke rigtig har noget tilfælles længere. Min mand laver middagsmad, men ellers sover han meget og ligger ofte på sofaen. Når jeg for eksempel forslår, at vi sammen laver lidt ved huset eller går en tur, så kan jeg ikke få ham med. Og når jeg laver noget for mig selv, som f.eks. at tage en løbetur, så brokker han sig.
Derfor går jeg nu og overvejer, hvorvidt jeg kan overskue et liv alene med børnene, eller om jeg bare skal blive hvor jeg er og få det bedste ud af det. Jeg har svært ved at overskue, hvordan livet vil være uden ham, men jeg er også rigtig træt af at kæmpe.
Jeg har brug for hjælp og vil høre om du har nogle råd til, hvordan jeg kommer videre?
C
_________________________________________
Kære C
Det er et svært brev at besvare, for hvordan tager jeg hensyn til dig i det her, når du både er offer og aktør i din egen situation?
Jeg har valgt at tale til din handlekraftige side. Dette for at vise dig en facon, en fasthed, en ståen ved dig selv, som er din ressource til de ændringer, du beder om skal ske. Jeg har dit forhold til din mand i tankerne, men lige nu mest din datter. Hun er i farer, det er ham inde på sofaen ikke. Om du skal skilles afhænger af, hvor du står, når den proces med datteren er slut.
Du har hele tiden kunnet gå fra din mand, men du ville have en familie, så dit valg er at blive. Du har heller ikke nye problemer, bare de samme. Du og din mand har opbygget et mønster, som har alvorlige konsekvenser for alle i familien. Det er nøglen for jer, hvis I kan finde et samarbejde om at bare stoppe mønstret.
Jeg læser, hvordan du har forsøgt at overkomme, at din kærlighed bliver misbrugt eller er virkningsløs. Du skriver efter hjælp. Måske vælger din offerside at blive stødt over mine råd, og vil hviske dig i øret, at du har prøvet alt, men vær sød at lytte til mig lidt endnu. Først skal du finde et sted til dine fløjlshandsker. Dem er der ikke brug for det næste stykke tid. Her er mit bud:
Udgave 1: Fyld en spand med koldt vand. Gå så ind i stuen til din sovende, selvretfærdige mand og hæld det kolde vand i hovedet på drømmeren og sig til ham, at der er brug for ham i hans familie. Han skal begynde med at rydde lejligheden op, og indstille sig på at lave mad hverdag. Du har ikke tid lige nu. Hvis han brokker sig, tilbud ham alternativet: Du er ved at rydde op i dit liv, så det, der ikke er til gavn, bliver smidt ud. Han kan pakke sin kuffert i stedet. Der er herberger over hele byen – no problem, så er han ikke i vejen, mens du arbejder for din datter. Mens han rydder op eller pakker kuffert, samler du din viden om din datters situation og forbereder et overblik over, hvordan hun har brug for hjælp af dig, din mand (hendes far) og samfundet.
Og så går du i gang: Dit liv handler lige nu om at gøre alt det, din datter ikke kan selv. Ved du hvorfor du skal det? Du elsker hende, og hendes ulykke er din ulykke. Så lad intet forstyrre dig, en løsning er det vigtigste. Du kan godt se din datter glide ind i et liv uden substans, men du kan også få hende på fode. Begge løsninger vil ændre dit liv.
Nu går du forrest for hende, så alt vigtigt bliver gjort for hende. Du gør det for at redde den du elsker. Du gør, hvad der er nødvendigt. Det eneste krav til hende er, at hun skal være til stede ved alle møder, telefonopringninger, breve der skrives mm. Hun skal se det ske. Hun skal lære, hvordan man lever i hverdagen.
Din mand, faderen, er altid velkommen til at finde en konstruktiv rolle i dette arbejde, indtil alle dine pointer er hakket af. En dag er der ro på datter-fronten, det ved du, når du kan mærke, at det er OK nu. Den dag laver du en konkret liste over, hvad der skal ske i dit eget liv. Husk: Ingen har lovet dig noget, og ingen er skyld i din utilfredshed. Du er utilfreds, fordi du ikke har løst dine opgaver eller givet slip på dem.
Det næste stykke tid i dit liv bliver nemt. Du ved altid hvad du skal lave. Denne livsplan kan godt udføres samtidig med du passer dit eget liv, dig selv og andre selvstændige aftaler.
Udgave 2: Gå ind til din mand og sig til ham, at han skal forberede sig på at angre. Han skal forberede sig på at opsøge sin datter, mens du er til stede, og fortælle hende, hvordan han svigtet, alt hvad han står for, alle værdier han bygger på, og at han dybt begræder, hvordan han har misset at være en kærlig, omsorgsfuld far, der gjorde det muligt for hende, hans datter, at glæde sig til sin egen kærlighed. Det skal han gøre, ikke een gang, men indtil snottet har flydt fra hans hulkende ansigt, og indtil jeres datter kikker op og tager hans hænder og siger ”tak far, nu kan vi godt gå videre”.
Mindre kan ikke gør det.
Venlig hilsen
Peter Kongshaug
