Hvorfor bliver kvinder i voldelige forhold?


ERROR: Content Element with uid "2420" and type "mailform" has no rendering definition!

Kategori: Psykolog

Hvorfor bliver kvinder i voldelige forhold?

Hvorfor bliver kvinder i voldelige forhold? 

Hvorfor har så mange kvinder svært ved at forlade en voldelig, alkoholisk eller kriminel mand?

Hej Ingrid.

Jeg er 39 år og mor til 2 piger på henholdsvis 3 og 6 år. Jeg bor sammen med pigernes far – og det er omkring hans og mit forhold, at jeg henvender mig.
Vi har haft et meget turbulent forhold. Vi mødte hinanden for 8 år siden. Et halv år senere startede han sit eget firma, og havde samtidig en fast 37-timers arbejdsuge. I starten arbejdede jeg i firmaet og hjalp til med fakturering, bogføring og den slags. Heldigvis fik han systemer der automatiserede det meste, så mit arbejde i firmaet begrænsede sig til kun at være nogle timer om måneden.
Allerede fra starten arbejdede han nærmest i døgndrift og sov 3-4 timer om natten i hverdagene. Han var stresset og meget opfarende.
Jeg tog mig af det hele derhjemme, barn/børn og alt det huslige. Jeg husker tilbage på de første år
af min ældste datters liv som forfærdelige. Han var aldrig rigtig tilstede, og sad altid og hang over computeren. Jeg var overladt til mig selv med en lille baby, som blev født 4 uger for tidligt og jeg havde ammeproblemer. Mine veninder er der ikke mange tilbage af, og jeg ser dem sjældent. Det var altid et problem, når jeg skulle ud.
Han har taget fat i mig, skubbet mig, kastet ting efter mig og banket mit hoved ind i væggen. Han har talt grimt til mig, grimme ord, nedværdigende og ydmygende. Han er meget opfarende, skælder ud, på både mig og pigerne og taler til dem i en hård tone og irettesætter dem hele tiden.

Lige nu er det sådan, at jeg ikke magter mere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I går havde vi en lang snak, og den endte halvvejs i skænderi og tårer. Jeg prøver at forklare ham, at hans måde at behandle mig på i årenes løb har efterladt mig med et kæmpe sår indeni. Jeg føler ikke, at han elsker og respekterer mig, når han er sådan.
For et par måneder siden brugte han en hel biltur på at kritisere en skjorte jeg havde på. Han sagde, at den var grim, at jeg ingen smag havde, og at han ikke ville følges med mig i den skjorte. Det hele foregår i en ophidset, råbende tone og med masser af grimme ord. Vores to børn sad på bagsædet af bilen og hørte på det hele. Jeg sagde ikke så meget. Havde selvfølgelig mest lyst til at bede ham "lukke røven", men turde ikke rigtig af frygt for, hvad han ville gøre. Han har en gang, vi kørte i bil blevet så sur, at han kørte ind i et autoværn. Det var under min første graviditet, men der skete heldigvis ikke noget.

Han forklarer de fleste af hans dårlige handlinger med stress. Han siger at han, i perioden mens han havde firmaet, ikke sov og var enormt stresset, og han synes ikke, at jeg var der for ham. Han mener ikke, at det rigtig tæller, at jeg tog mig af børn og hjem. Selvom firmaet blev solgt for snart et år siden, så lever han stadig med efterveer af alt den stress, siger han. Han er først nu ved at få en ordentlig døgnrytme.

Børnene har begge overværet, hvordan han har snakket grimt til mig og også de har set, når han har skubbet til mig og taget fat i mig. Inden i mig selv kan jeg ikke undskylde hans opførsel med noget som helst. Ja, han har arbejdet meget. Ja, han har været stresset. Og ja, det har været umenneskeligt for ham, men det undskylder vel ikke, at han taler grimt, er nedladende og voldelig?

Han siger, at han har mandlige kolleger og venner, som også har temperament. De slår også på ting derhjemme, råber og taler grimt - og han mener, at det er mig, der er meget skrøbelig, når jeg synes, det er et problem. Han bruger i det hele taget meget tid på at forklare/undskylde hans måde at være på.

Jeg tager mig fortsat af det meste derhjemme. Han sover tit længe i weekenderne og spiller computerspil om aftenen/natten. Han mister stadig hurtigt tålmodigheden med børnene. Hvis de larmer lidt, skælder han ud. Og han skælder ud fra første færd. Han starter ikke i en almindelig tone og bare beder dem være stille. Det er stort set altid med den hårde, irettesættende tone først.

Han er selv opvokset med en far der slog ham, eller vel nærmere bankede ham, og en alkoholiseret hver-anden-weekend-mor. Han har ikke slået børnene, men har taget fat i den ældste et par gange, så hun fik mærker på overarmen.

Vi er nu ved at flytte fra hinanden. Han siger, at han håber, at vi fortsat kan være kærester og at vi, når vores sår er helede, skal finde kærligheden sammen igen. Hans sår er det kæmpe svigt, som jeg har forvoldt, ved ikke at være der følelsesmæssigt for ham i de år med firmaet, siger han.

Er jeg gal på den? Har jeg ikke støttet nok? Er jeg bare skrøbelig? Eller har jeg mistet realitetssansen, og er det ham der er gal på den og manipulerende?

Det kører rundt i hoved på mig.

Hjælp!
____________________________________________


Kære fortvivlede mor til to.

Tak for din meget lange mail, hvor du beskriver et forhold til en mand, som ikke er istand til at tage ansvaret for sin egen negative adfærd. I stedet projicerer (overfører) han sine aggressive udfald på dig, fordi han ikke selv kan rumme sine egne aggressioner. Derudover fortsætter han med at straffe dig ved bla. at kritisere din påklædning, fordi han, i den periode han havde eget firma, følte, at du ikke stod bag ham. Han mener, at du har svigtet ham og påført ham dybe sår. Kort sagt opfører han sig over for dig, som det fuldkomne offer, med ret til for evigt at straffe dig, for alt det han mener, du skulle have gjort for ham.

Du har forsøgt, at få ham til at forstå hvad det er han gør mod dig, ved den måde han behandler dig på. Men han har absolut ikke lyst til at høre, at han behandler dig dårligt. Tværtimod mener han, at det er hans ret at straffe dig, når han føler, at du har svigtet ham.

Du skriver i din mail om hvor meget arbejde du har haft at tage dig af mht. børnene og alle de andre ting der kræves i en familie. Opgaver som han ikke har deltaget så meget i. Udfra det du skriver, føler du dig også svigtet og som offer for hans negative adfærd.

Du har helt givet mistet din selvtillid og dermed realitetssansen, mht. hvem af jer, der er galt på den. Du er skrøbelig og har svært ved at se, hvad der er op og ned i jeres forskellige opfattelser af hvis skyld det er, at forholdet er kørt i sænk.

Udfra din mail vil jeg sige, at I begge er ofre for ikke at få opfyldt de forventninger, som I hver især har haft til hinanden. Udfra din beskrivelse af din egen situation, vil jeg betegne dig som voldsramt af din kæreste og hans måde at opføre sig på overfor dig. Han har mistet respekten for dig bla. fordi du ikke har fået sagt ordentlig fra i tide, når han har talt grimt til dig, rusket i dig eller kritiseret dig. Du har søgt at få ham til at forstå, hvad han gør mod dig. Du har måske troet, at det var vejen til at forbedre hans adfærd. Men du har ikke fået stoppet hans helt uacceptable adfærd fra starten - og du har dermed, indirekte givet grønt lys for hans adfærd.

Jeres dårlige forhold har stået på alt for længe og der er næppe de store chancer for, at det vil ændre sig i fremtiden, hvis I har en dagligdag sammen. Der gemmer sig i sikkert i din kærestes bagage, nogle årsager til at han opfører sig, som han gør. Men det retfærdiggører ikke hans handlinger, heller ikke selvom han kender andre mænd, der er endnu mere aggressive end ham selv.

Men det store spørgsmål er: hvorfor bliver så mange kvinder i forhold med mænd der er alkoholikere, voldelige, kriminelle eller løgnere. Hvad er det der sker, når kvinder bliver i voldelige forhold gennem flere år? Som f.eks. det forhold, som der i øjeblikket er meget opmærksomhed omkring, hvor en kendt kvindelig politiker har levet de sidste ti år med en mand, der har lavet op til flere større bedragerier gennem årene. Hans adfærd har medført, at hendes politiske karriere ligger i ruiner. Hvorfor gik hun ikke i tide, efter de første bedragerier kom for dagen?
Og hvorfor vender mange kvinder, gang på gang tilbage til en voldelige mand?

En af forklaringerne er, at nogle kvinder bliver en slags ”medmisbrugere”. Ved ikke at sige fra, bliver hun en del af problemet , og er med til at fastholde begge parter i en ond cirkel, som er så svær at bryde. Du skriver, at du nu er på vej ud af forholdet. Dét kan være med til, at bryde den onde cirkel og sætte en stopper for at "gøre hinanden til offer". Du har nu chancen for at bryde dit "medmisbrug", hvor du har accepteret din kærestes psykisk voldelige adfærd., dels ved nu at stoppe med at fortælle ham, hvad han gør mod dig, som bare får ham til at fortsætte, fordi der ikke har været sat handling bag.
Jeg skriver om ”medmisbrug”, ”offerroller” og det forsat at beklage sig, i stedet for at handle, og håber at du forstår, at jeg forsøger at advare dig og opfordrer dig til fremover, at være mere bevidst om, hvad du skal gøre hvis du møder en ny mand med tendenser til at udøve psykisk vold.
Kun hvis du selv tillader det, kan nogen behandle dig dårligt igen, men det kræver, at du tager ansvar for at stoppe det i tide eller gå. Det du har været udsat for, forsvinder sjældent af sig selv, ej heller ved beklage sig, det får nemt den slags mænd til at miste respekten og fortsætte.

Jeg ønsker for dig at du får styrke til at lægge din offerrolle bag dig og hvad du har været udsat for af psykisk vold, ved at love dig selv ,at du vil handle i tide, før du er tømt for kræfter og selvtillid.

Held og lykke til dig og dine piger

Varme hilsner

Psykolog
At erkende skilsmisse 

Fra brevkassen: De har levet et ægteskab uden respekt og kærlige følelser, alligevel frustreres hun over, at han nu har fundet en anden, at dele fremtiden med ...

Læs mere
Psykolog
Svigermor vil ikke sin svigerdatter 

En læser skriver om sin frustration over, at hendes svigermor gennem 15 år, stadig ikke vil acceptere hende. "Hvad skal man stille op?" spørger hun.

Læs mere
Utilfredsstillende parforhold
Psykolog
Utilfredsstillende parforhold 

Fra brevkassen: Hun er frustreret over, at der mangler intimitet og nærhed i deres parforhold. Men når han kigger på hende og sender hende et sjældent smil, så smelter hun indvendigt.

Læs mere
Takt og tone
Takt & tone på daten 

Fra brevkassen: Når han vil betale hele restaurationsregningen, bliver den ene date fornærmet og siger, at hun godt kan betale selv. Når han foreslår at dele regningen, bliver en anden fornærmet og kalder ham ”nærig”..

Læs mere
Takt og tone
Regler for skader ved gæstebud 

Min venindes søn har smadret mit smukke spisebord og hun nægter at erstatte det...

Læs mere
Tager man medbragt mad med hjem?
Takt og tone
Tager man medbragt mad med hjem? 

Når man medbringer mad og vin til en sammenkomst, er det så taktfuldt at tage resterne med hjem?

Læs mere
Træt af sin spiseforstyrrelse
Psykolog
Træt af sin spiseforstyrrelse  

Hun skriver til brevkassen, for at få nogle råd til, hvordan hun bliver sin spiseforstyrrelse kvit.

Læs mere
Efterlyser reaktion efter brud
Psykolog
Efterlyser reaktion efter brud 

Efter et brud på et forhold, hun ellers havde kæmpet så meget for, føler hun – sært nok – ingenting …

Læs mere
Forelsker sig og mister interessen - igen og igen
Psykolog
Forelsker sig og mister interessen - igen og igen 

Hun er forvirret og trist over at føle, at hun endnu engang må gøre det forbi med en dejlig mand ...

Læs mere
Spiser man fjerkræ med fingrene?
Takt og tone
Spiser man fjerkræ med fingrene? 

Hvorledes og i hvilken rækkefølge skal bestik og glas skal ligge ved festbordet? Må man spise fjerkræ med fingrene? Tips til takt & tone ved forårets fine fester ...

Læs mere
Nye Bøger

Kategori: Psykolog

Hvorfor bliver kvinder i voldelige forhold?

Hvorfor bliver kvinder i voldelige forhold? 

Hvorfor har så mange kvinder svært ved at forlade en voldelig, alkoholisk eller kriminel mand?

Hej Ingrid.

Jeg er 39 år og mor til 2 piger på henholdsvis 3 og 6 år. Jeg bor sammen med pigernes far – og det er omkring hans og mit forhold, at jeg henvender mig.
Vi har haft et meget turbulent forhold. Vi mødte hinanden for 8 år siden. Et halv år senere startede han sit eget firma, og havde samtidig en fast 37-timers arbejdsuge. I starten arbejdede jeg i firmaet og hjalp til med fakturering, bogføring og den slags. Heldigvis fik han systemer der automatiserede det meste, så mit arbejde i firmaet begrænsede sig til kun at være nogle timer om måneden.
Allerede fra starten arbejdede han nærmest i døgndrift og sov 3-4 timer om natten i hverdagene. Han var stresset og meget opfarende.
Jeg tog mig af det hele derhjemme, barn/børn og alt det huslige. Jeg husker tilbage på de første år
af min ældste datters liv som forfærdelige. Han var aldrig rigtig tilstede, og sad altid og hang over computeren. Jeg var overladt til mig selv med en lille baby, som blev født 4 uger for tidligt og jeg havde ammeproblemer. Mine veninder er der ikke mange tilbage af, og jeg ser dem sjældent. Det var altid et problem, når jeg skulle ud.
Han har taget fat i mig, skubbet mig, kastet ting efter mig og banket mit hoved ind i væggen. Han har talt grimt til mig, grimme ord, nedværdigende og ydmygende. Han er meget opfarende, skælder ud, på både mig og pigerne og taler til dem i en hård tone og irettesætter dem hele tiden.

Lige nu er det sådan, at jeg ikke magter mere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I går havde vi en lang snak, og den endte halvvejs i skænderi og tårer. Jeg prøver at forklare ham, at hans måde at behandle mig på i årenes løb har efterladt mig med et kæmpe sår indeni. Jeg føler ikke, at han elsker og respekterer mig, når han er sådan.
For et par måneder siden brugte han en hel biltur på at kritisere en skjorte jeg havde på. Han sagde, at den var grim, at jeg ingen smag havde, og at han ikke ville følges med mig i den skjorte. Det hele foregår i en ophidset, råbende tone og med masser af grimme ord. Vores to børn sad på bagsædet af bilen og hørte på det hele. Jeg sagde ikke så meget. Havde selvfølgelig mest lyst til at bede ham "lukke røven", men turde ikke rigtig af frygt for, hvad han ville gøre. Han har en gang, vi kørte i bil blevet så sur, at han kørte ind i et autoværn. Det var under min første graviditet, men der skete heldigvis ikke noget.

Han forklarer de fleste af hans dårlige handlinger med stress. Han siger at han, i perioden mens han havde firmaet, ikke sov og var enormt stresset, og han synes ikke, at jeg var der for ham. Han mener ikke, at det rigtig tæller, at jeg tog mig af børn og hjem. Selvom firmaet blev solgt for snart et år siden, så lever han stadig med efterveer af alt den stress, siger han. Han er først nu ved at få en ordentlig døgnrytme.

Børnene har begge overværet, hvordan han har snakket grimt til mig og også de har set, når han har skubbet til mig og taget fat i mig. Inden i mig selv kan jeg ikke undskylde hans opførsel med noget som helst. Ja, han har arbejdet meget. Ja, han har været stresset. Og ja, det har været umenneskeligt for ham, men det undskylder vel ikke, at han taler grimt, er nedladende og voldelig?

Han siger, at han har mandlige kolleger og venner, som også har temperament. De slår også på ting derhjemme, råber og taler grimt - og han mener, at det er mig, der er meget skrøbelig, når jeg synes, det er et problem. Han bruger i det hele taget meget tid på at forklare/undskylde hans måde at være på.

Jeg tager mig fortsat af det meste derhjemme. Han sover tit længe i weekenderne og spiller computerspil om aftenen/natten. Han mister stadig hurtigt tålmodigheden med børnene. Hvis de larmer lidt, skælder han ud. Og han skælder ud fra første færd. Han starter ikke i en almindelig tone og bare beder dem være stille. Det er stort set altid med den hårde, irettesættende tone først.

Han er selv opvokset med en far der slog ham, eller vel nærmere bankede ham, og en alkoholiseret hver-anden-weekend-mor. Han har ikke slået børnene, men har taget fat i den ældste et par gange, så hun fik mærker på overarmen.

Vi er nu ved at flytte fra hinanden. Han siger, at han håber, at vi fortsat kan være kærester og at vi, når vores sår er helede, skal finde kærligheden sammen igen. Hans sår er det kæmpe svigt, som jeg har forvoldt, ved ikke at være der følelsesmæssigt for ham i de år med firmaet, siger han.

Er jeg gal på den? Har jeg ikke støttet nok? Er jeg bare skrøbelig? Eller har jeg mistet realitetssansen, og er det ham der er gal på den og manipulerende?

Det kører rundt i hoved på mig.

Hjælp!
____________________________________________


Kære fortvivlede mor til to.

Tak for din meget lange mail, hvor du beskriver et forhold til en mand, som ikke er istand til at tage ansvaret for sin egen negative adfærd. I stedet projicerer (overfører) han sine aggressive udfald på dig, fordi han ikke selv kan rumme sine egne aggressioner. Derudover fortsætter han med at straffe dig ved bla. at kritisere din påklædning, fordi han, i den periode han havde eget firma, følte, at du ikke stod bag ham. Han mener, at du har svigtet ham og påført ham dybe sår. Kort sagt opfører han sig over for dig, som det fuldkomne offer, med ret til for evigt at straffe dig, for alt det han mener, du skulle have gjort for ham.

Du har forsøgt, at få ham til at forstå hvad det er han gør mod dig, ved den måde han behandler dig på. Men han har absolut ikke lyst til at høre, at han behandler dig dårligt. Tværtimod mener han, at det er hans ret at straffe dig, når han føler, at du har svigtet ham.

Du skriver i din mail om hvor meget arbejde du har haft at tage dig af mht. børnene og alle de andre ting der kræves i en familie. Opgaver som han ikke har deltaget så meget i. Udfra det du skriver, føler du dig også svigtet og som offer for hans negative adfærd.

Du har helt givet mistet din selvtillid og dermed realitetssansen, mht. hvem af jer, der er galt på den. Du er skrøbelig og har svært ved at se, hvad der er op og ned i jeres forskellige opfattelser af hvis skyld det er, at forholdet er kørt i sænk.

Udfra din mail vil jeg sige, at I begge er ofre for ikke at få opfyldt de forventninger, som I hver især har haft til hinanden. Udfra din beskrivelse af din egen situation, vil jeg betegne dig som voldsramt af din kæreste og hans måde at opføre sig på overfor dig. Han har mistet respekten for dig bla. fordi du ikke har fået sagt ordentlig fra i tide, når han har talt grimt til dig, rusket i dig eller kritiseret dig. Du har søgt at få ham til at forstå, hvad han gør mod dig. Du har måske troet, at det var vejen til at forbedre hans adfærd. Men du har ikke fået stoppet hans helt uacceptable adfærd fra starten - og du har dermed, indirekte givet grønt lys for hans adfærd.

Jeres dårlige forhold har stået på alt for længe og der er næppe de store chancer for, at det vil ændre sig i fremtiden, hvis I har en dagligdag sammen. Der gemmer sig i sikkert i din kærestes bagage, nogle årsager til at han opfører sig, som han gør. Men det retfærdiggører ikke hans handlinger, heller ikke selvom han kender andre mænd, der er endnu mere aggressive end ham selv.

Men det store spørgsmål er: hvorfor bliver så mange kvinder i forhold med mænd der er alkoholikere, voldelige, kriminelle eller løgnere. Hvad er det der sker, når kvinder bliver i voldelige forhold gennem flere år? Som f.eks. det forhold, som der i øjeblikket er meget opmærksomhed omkring, hvor en kendt kvindelig politiker har levet de sidste ti år med en mand, der har lavet op til flere større bedragerier gennem årene. Hans adfærd har medført, at hendes politiske karriere ligger i ruiner. Hvorfor gik hun ikke i tide, efter de første bedragerier kom for dagen?
Og hvorfor vender mange kvinder, gang på gang tilbage til en voldelige mand?

En af forklaringerne er, at nogle kvinder bliver en slags ”medmisbrugere”. Ved ikke at sige fra, bliver hun en del af problemet , og er med til at fastholde begge parter i en ond cirkel, som er så svær at bryde. Du skriver, at du nu er på vej ud af forholdet. Dét kan være med til, at bryde den onde cirkel og sætte en stopper for at "gøre hinanden til offer". Du har nu chancen for at bryde dit "medmisbrug", hvor du har accepteret din kærestes psykisk voldelige adfærd., dels ved nu at stoppe med at fortælle ham, hvad han gør mod dig, som bare får ham til at fortsætte, fordi der ikke har været sat handling bag.
Jeg skriver om ”medmisbrug”, ”offerroller” og det forsat at beklage sig, i stedet for at handle, og håber at du forstår, at jeg forsøger at advare dig og opfordrer dig til fremover, at være mere bevidst om, hvad du skal gøre hvis du møder en ny mand med tendenser til at udøve psykisk vold.
Kun hvis du selv tillader det, kan nogen behandle dig dårligt igen, men det kræver, at du tager ansvar for at stoppe det i tide eller gå. Det du har været udsat for, forsvinder sjældent af sig selv, ej heller ved beklage sig, det får nemt den slags mænd til at miste respekten og fortsætte.

Jeg ønsker for dig at du får styrke til at lægge din offerrolle bag dig og hvad du har været udsat for af psykisk vold, ved at love dig selv ,at du vil handle i tide, før du er tømt for kræfter og selvtillid.

Held og lykke til dig og dine piger

Varme hilsner

Shopping
PinterestFacebookTwitterRSSInstagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
^