Har ikke mod på job

Kære Ingrid.

Jeg er 38 år og skriver, fordi jeg synes mit humør pt. er temmelig dårlig. Jeg synes, at jeg burde være glad, men det er jeg ikke helt.
Jeg er lige blevet færdig med pædagoguddannelsen. Det er måske lidt sent i livet, men det skyldes at jeg som 24-årig tog en uddannelse, som jeg fandt ud af, jeg ikke kunne leve af. Nu er det så, at jeg skal ud og bruge min uddannelse, men jeg har ikke rigtigt lyst ...
Jeg har arbejdet som pædagogmedhjælper forskellige steder, men sjældent været meget glad for det. Jeg er glad for de børn jeg møder, men min begejstring for de voksne kan ligge et lille sted ...
Jeg har haft nogen oplevelser, hvor jeg føler, at jeg ikke er blevet behandlet ordentligt. Det er ikke fordi, jeg ikke er vellidt. Jeg får at vide, at jeg er dygtig. Mine karakter fra seminariet er også fine.
Jeg har ved siden af, arbejdet som medhjælper på et plejehjem, hvilket jeg har været glad for. Lige nu har jeg tilkaldevikarjob på et plejecenter, og jeg tror egentlig godt, det kunne løbe rundt, for de ringer tit til mig.
Lønnen er vikarløn, men det betyder måske ikke så meget, da jeg hellere vil være glad for at gå på job, end ked af det.
Jeg har ret hurtigt været indkaldt til jobsamtaler som pædagog, men proceduren omkring ansættelsen, får mig til at føle mig underligt til mode.
Det ene sted vil man "se mig an" i 14 dage. Det vil sige, at jeg er på prøve - og jeg hader at skulle "ses an" og kan gå helt i baglås. Jeg kan være genert over for voksne, som jeg møder, og derfor virke ret stille, når man f.eks. skal sidde sammen med kollegaer og spise kage og den slags. Alle de forventninger og ting man skal, når man er pædagog, får mig til at følge mig forkert, fordi man jo skal være åh, så social!
Det har jo intet, med mig og selve arbejdet som pædagog, at gøre, for ungerne er bare umiddelbare og det er derfor og på grund af dem, at jeg godt kan lide jobbet som pædagog.
Ved den ene samtale, talte jeg med lederen. Han var sød nok. Men da jobbet lå langt væk, 2 -3 timer i bus hver dag, så takkede jeg nej til jobbet. Men snart ringede de fra en anden institution og ville have mig til samtale. Men det var en meget forvirrende omgang, hvor lederen var på vej væk og hvor jeg måtte kæmpe mig igennem snestorm til samtale to dage i træk, fordi de den første gang ikke var forberedt til mødet. Efterfølgende ringede så og sagde at jeg ikke havde fået jobbet, fordi de havde fået forståelsen af, at jeg havde et andet job på hånden ...
Mit spørgsmål til dig går på, om det mon er ok at sige til sig selv, at det er i orden med et tilkaldevikarjob i et stykke tid. Jeg får jo mere ro på den måde - og så kan jeg måske vendte til der måske kommer et pædagog-job, som jeg har virkelig lyst til... Altså hvis det nogen sinde sker ... Eller måske skulle jeg finde en, at tale med om min manglende lyst?

Vh. S
______________________________________


Kære S.
Tak for din mail, hvor du skriver at du lige nu burde vare glad, fordi du netop har afsluttet din uddannelse som pædagog. Men i stedet for at være glad er du i øjeblikket stærkt bekymret om hvorvidt du overhovedet ønsker et pædagogjob.
Den tvivl du oplever nu, hvor du skal til at bruge din uddannelse, kunne for mig lyde som om du mere har taget pædaguddannelsen af nødvendighed end af egentlig lyst. Du skriver at du ikke kunne leve af din første uddannelse, hvor du så måtte finde en uddannelse der kunne give dig brød på bordet..
Udover den manglende lyst har du haft nogle lidt kedelige oplevelser i forbindelse med din jobsøgning, f.eks syntes jeg det lyder mærkeligt, at du skulle ses an i 14 dage, før du kunne få stillingen.

Du skriver også, at du faktisk er tilfreds med din nuværende jobsituation, som du mener er tilstrækkelig til at kunne leve af.
For mig ser det ud til, at du i øjeblikket hverken har lyst eller mod på´at starte i en pædagogstilling.
Dette kan skyldes flere faktorer. Det er ret almindeligt, at der kommer en nedtur efter endt udddannelse. Nu er det pludselig alvor, at komme ud og prøve det af, du har lært. I dit tilfælde lyder det desuden som om, at du bestemt ikke trives i de rammer, der er omkring arbejdet i en daginstitution, men at du godt kan lide arbejdet med børnene og deres forældre..
Du har fået bygget et trygt liv op omkring det at være tilkaldevikar i et plejecenter. Du er glad for arbejdet. måske også fordi du netop ikke skal agere i den organisation, som er omkring daginstitutionerne. Du er simpelt mere fri og uafhængig i din nuværende situation, hvilket du sikkert har brug for ihvertfald et stykke tid endnu Det virker på mig som om du syntes det er forkert ikke at få et job som pædagog, og bare fortsætte som tilkaldevikar. Hvis det er rigtig opfattet, vil jeg i høj grad støtte dig i ,at det kan være det rigtige for dig at fortsætte som tilkaldevikar indtil du er klar til noget andet..

Så mit råd til dig vil være, at du følger det du har lyst til og føler dig tilpas med.
Hvad du skal gøre i fremtiden afhænger helt af, hvad du mener kan give dig et godt liv. Skulle du aldrig få lyst til at arbejde som pædagog, er det vel også iorden, så længe du forsørger dig selv.
Jeg mener ikke, at der i øjeblikket er behov for at tale med en psykolog.om din manglende lyst til at arbejde som pædagog.. Du må stole på din intuition og mærke efter hvad der i øjeblikket bedst tilfredsstiller dig.

Se tiden lidt an og se hvad der sker i den kommende tid. Måske kommer lysten til at prøve din uddannelse af, hvis der viser sig et job du vil føle dig tilpas i. Hvis lysten ikke kommer må du nok indse, at arbejdet i en daginstitution ikke passer til din psyke.

Mht. at tale med en professionel, kan det måske være en god ide hvis du føler manglende livslyst eller manglende evne til at indgå i samarbejde med andre mennesker. Vi er ikke alle lige sociale anlagt, men hvis de manglende sociale færdigheder er et problem for dig, kunne det være en god ide at tale med en, som du har tillid til.
Jeg ønsker dig held og lykke med at træffe de valg som er det rigtige for dig lige nu.

Mange varme hilsner og gode håb for, at du bliver glad igen.