____________________________________
Hej brevkasse.
Min mand og jeg har været sammen i 18 år. Jeg ved, og har altid vidst, at han så andre kvinder, men hvor det, mens vores børn var små, mest foregik i det skjulte, så har han de seneste år virket ret ligeglad med, hvem der så og vidste det. Forholdet mellem ham og vores to børn er af samme grund temmelig dårligt, hvilket faktisk heller ikke synes at genere ham synderligt. Jeg har været vred på ham, men det ligger mange år tilbage. Jeg har selv haft et par affærer, men bruger mest mine kræfter på mit arbejde. Jeg elsker ikke min mand, men jeg elsker vores børn, vores hus og vores hjem, og jeg har aldrig forestillet mig, at vi skulle flytte fra hinanden. Nu har han imidlertid mødt en kvinde, som han insisterer på at flytte sammen med. I starten troede jeg, at han ville komme sig over sin forelskelse, men jeg har de seneste måneder måtte indse, at han virkelig har tænkt sig at gennemføre det. Efterhånden som det er begyndt at gå op for mig, at vi skal skilles, er jeg blevet mere og mere rådvild og spørgsmål og vrede hober sig op.
Hvad gør jeg nu? Jeg har ikke råd til at bo i huset alene, men jeg vil ikke flytte. Hvad med børnene? Jeg vil ikke have, at de skal bo hos deres far, men kan jeg overkomme, at bo alene med dem? Hvorfor har jeg fundet mig i hans utroskab alle de år? Hvordan kunne jeg være så naiv at tro, at vi kunne blive sammen, når han altid har haft andre kvinder? Hvad bilder han sig overhoved ind, at forlade mig efter alt det jeg har fundet mig i gennem årene? Hvad hvis han skal have børn med hende?
Jeg håber, at du kan fortælle mig, hvordan jeg tager fat på denne uoverskuelige opgave.
____________________________________
Tak for din mail.
Ud fra din beskrivelse, synes jeres ægteskab længe, at have manglet gensidig respekt og kærlighed. Din mand har gennem alle årene haft andre kvinder, og du har også selv haft et par affærer. Du skriver, at du ikke elsker din mand, men at du elsker dine børn. Nu ser det så ud til, at din mand har fundet en kvinde, som han elsker og planlægger at flytte sammen med.
At I nu, efter 18 år, er nået til at skulle skilles, er måske naturlig konsekvens af et forhold, der gennem mange år har manglet gensidig respekt og kærlige følelser. Det ser for mig ud til, at I har holdt sammen omkring børn, hus økonomi og andre praktiske årsager. De manglende følelser for hinanden har medført, at din mand har søgt andre kvinder, måske primært pga. det der netop har manglet i jeres forhold. Du har selv haft et par affærer, men ellers udøst din kærlighed på jeres børn, dit arbejde og glæden ved det fælles hus, I har kunnet bo i med to lønninger.
Jeg forstår fuldt ud, at det sætter mange slags negative følelser i gang hos dig, og at du nu står i en vanskelig situation: Du har slet ikke kunnet forestille dig, at din mand ville skabe et mere etableret forhold, hvor han lever sine følelser ud. Det er sket, synes nærmest at komme som et chok for dig. Måske er det så svært for dig at begribe, fordi du selv har stillet dig tilfreds med forholdene, som de var. Du har dine børn, dit arbejde og er glad for jeres hus.
Det er meget vigtigt, at du nu erkender, at I har været to om at leve på denne måde i 18 år. Jeres samliv - eller mangel på samme - er noget I begge har ansvaret for. Nu har din mand så taget konsekvensen af et for ham utilfredsstillende samliv, og han har så efter mange års "utroskab" endelig fundet den, han gerne vil leve sammen med. Denne drejning af jeres situation, havde du ikke set komme, hvilket måske skyldes, at I ikke har haft samme målsætning mht. fremtiden.
Børnene er blevet store, og nu føler din mand sig angiveligt parat til, at han kan tillade sig realisere sine ønsker og behov. At det blev ham, der tog konsekvensen af jeres utilfredsstillende samliv, bringer dig i en situation med en masse modsatrettede følelser, bla. hvorfor du har fundet dig i tingene så længe. Der er helt forståeligt, at der kommer en masse vrede op i dig, når du på den måde tvinges af situationen til at tage dit liv op til gennemsyn.
Det er ok, at være vred nu. Måske er du allermest vred på dig selv, over at have fundet dig i din mands affærer så længe, og over, at du har valgt at se til den anden side, fordi du selv havde nok i børn, hus, hjem og dit arbejde. Det er som sagt kun naturligt, og endda godt, at være vred lige nu, fordi vrede kan generere noget energi til at handle og komme videre.
Nu skal du styre og fokusere energien, så den kan blive til handlekraft og bruges til at skabe et nyt og godt liv for dig og børnene.
Ud fra det du skriver om situationen, har du ikke noget valg. Der er ingen mulighed for, at livet bare kan fortsætte i samme bane, som hidtil. Realiteterne står i kø for at blive set på. Og det er de barske realiteter, jeg gerne vil hjælpe dig med, at forholde dig til: Dit brev indeholder nogle modsætninger, som du er nødt til at se i øjnene for at komme videre. Du skriver bla.:”Jeg har ikke økonomi til at bo i huset, men jeg vil ikke flytte.” Mit råd er, at du, i stedet for at fastholde noget, der ikke kan lade sig gøre, i stedet ændre dit fokus, og tvinger dig selv til at se det positive i, at en flytning kunne blive en god start på jeres nye liv. Du kan indrette dit nye sted, så det passer til dit og børnenes liv. Prøv at se det, som en mulighed for at komme fri af gamle udtjente mønstre. Nu har du mulighed for at tage det fulde ansvar for dit liv og skabe det du ønsker, i stedet for igen, at ofre dig for det noget ydmygende liv, du har budt dig selv og accepteret gennem mange år.
Selvfølgelig kan og skal du klare, at bo alene med børnene, men da det er fælles børn, skal de naturligvis også opholde sig hos deres far noget af tiden. De er måske kommet i en alder, hvor de selv kan være med til at bestemme hvor meget de skal være hos jer hver i sær. Lovgivningen er meget stram omkring, at børn har to forældre og at forældrene hver i sær har ret og pligt til at give børnene et godt liv, og ikke kun handle ud fra egne behov.
Og hvad hvis han nu får børn med den nye kæreste, spørger du. Her må du sige til dig selv, at det kan du intet stille op imod. Din mand og hans nye kæreste har ret til at skabe deres eget liv. Et liv, som du ikke kan blande dig i. Du kan måske opleve at blive jaloux på din mands nye liv, men husk , at du jo ikke elsker ham. Han har ret til et liv med en, der måske elsker ham.
Når du spørger dig selv, hvordan din mand kan forlade dig efter så mange år, så må du erkende, at den beslutning kunne i begge have taget. Jeres ægteskab var et ukærligt ægteskab, som ikke har været godt nok til at bevare. Det kan være en stor mundfuld for dig, at skulle erkende, at jeres skilsmisse er et resultat af et dårligt fungerende ægteskab. Et ægteskab, I begge har et ansvar for at have levet i alt for længe. Men nu skal også du i gang med at skabe et bedre liv. Du føler måske, at er det dig der bliver forladt af din mand, men som jeg ser det, så har I forladt hinanden for længe siden.
Jeg medgiver dig, at det er en stor udfordring du står overfor. Hvis du har mulighed for det, kunne du have stor gavn af at få professionel vejledning, en der kan hjælpe dig med at se virkeligheden i øjnene, og hjælpe dig til få mod og styrke til at komme videre med dit liv. For der ser ikke ud til at være nogen vej tilbage … og hvis der var, ville det så overhoved være ønskeligt for dig?
Jeg ønsker dig al mulig mod og styrke til at tage fat på fremtiden - uden at bruge for meget krudt på fortiden.
13.06.2015
