Geniale Gollum - Anmeldelse af Ringenes Herre De To Tårne 

Titel : De to tårne
Instruktør : Peter Jackson
Premiere : 18 december
Anmeldt af : Jannie Schjødt Pedersen


Geniale Gollum.
Peter Jackson har igen skabt et filmisk rum for en fabelagtig, kollektiv virkelighedsflugt. Illusionen er komplet. Forførelsen fuldstændig.

Anden del af eventyrsagaen om Ringenes Herre er ventet med et års tilbageholdt spænding. Og lad det være sagt med det samme; den skuffer ikke.
Faktisk fører De to tårne os et skridt længere ind i mørket og alvoren i J.R.R. Tolkiens dybt forunderlige og magiske univers, hvor de gode og onde kræfter strides i evig magtkamp.
Hobbitten Frodo Sækker(Elijah Wood), som vi forlod sammen med hans tro følgesvend Sam på vej mod Mordors rige for at destruere ringen, har nu fået uventet selskab af et vanskabt, menneskelignende væsen ved navn Gollum.
Gollum er – hvis ikke De to tårnes hovedfigur – så i hvert fald dens symbolske
repræsentant. I Gollum raser striden mellem godt og ondt på skizofrent og svært bevægende facon. Figuren er skabt i et digitalt univers, mens den forholdsvis ukendte engelske skuespiller, Andy Serkins lægger stemme og bevægelser til. Et tættere samspil mellem digital figur og skuespiller skal man lede længe efter i filmhistorien.
Gollum leder Frodo og Sam helt til Mordors sorte port. Undervejs afsløres det, at Gollum selv engang er blevet fortæret af den ene ring, og Frodo spejler derfor sin
forstående skæbne i Gollum, der snart planlægger at myrde hobitterne, snart ydmygt
adlyder ”the Master”.
Tvetydigheden er allerede givet i titlen De to tårne og flere umulige valg må træffes.
Elverpigen Arwen (Liv Tyler) sættes overfor valget mellem kærligheden til Aragorn (Viggo Mortensen) og de evige glæder i elver paradis. Og Aragorn selv, der har en langt mere dominerende rolle her end i den første film, må se svære fristelser i øjnene for at holde sin del af kærlighedspagten.
De to tårne afgiver en mørkere stemning end etteren. Der er overalt en dyb klangbund af melankoli, skønt der, som Aragorn siger det ”altid er håb”. Der er landskaber, heste og elverpiger så smukke og menneske sorger så dybe, at hjertet simpelthen knuges derved.
Men De to tårne er også mere actionpræget end den stort episk anlagte forgænger. Faktisk er hele den sidste time af filmen ét stort krigsslag om Helms Deep, hvor den sidste rest af mennesker kæmper mod Saumans krigsliderlige gigant-hær, udrustet til hårene med ammunition af en anden verden. Her tager den ene storslåede scene den næste, overraskelserne og special effekterne falder over hinanden og den virkningsfulde suspense får fuld skrue.
Ind imellem de grumme slagsmåls sekvenser udvikles en humoristisk side af hoved figurenes samspil. En af filmens morsomste scener forekommer i det mørkeste øjeblik i filmen, hvor fæstningen Helms Deep står for fald. Dværgen Gimli kan af gode grunde ikke springe så langt som Aragorn, hvorfor denne må gribe til dværgkastning, idet han lover ikke at fortælle det til nogen.
Som i etteren og som i rigtige gode eventyr af den slags, der betyder noget, som Sam og Frodo filosoferer over på rejsen, er der i De to tårne stadig flere ubesvarede spørgsmål end svar. Stadig flere spor lægges ud - og der er kun et år til eventyret fortsætter..



For KvindeGuiden.dk af Jannie Schjødt Pedersen, E-Pressen.dk.