Titel: Pippi Power
Forfatter: Gitte Jørgensen
Hvad ville du gøre hvis du var en Pippi?
Hvad ville du gøre i dit liv, hvis du var en Pippi? Hvad ville du gøre om en time, på torsdag, i
næste uge eller næste år? Kan du mærke det? Pippi-glimtet!
"Det er det glimt, der får os til at lyse, når vi begynder at lege med livets muligheder og opdager, at meget mere kan lade sig gøre, end vi måske gik og troede", siger bogens forfatter, journalist og coach Gitte Jørgensen, og hun fortsætter: "Pippi Power er det næste trin i kvindefrigørelsen, for det sidste, der mangler, og det sidste skub, før vi er igennem, handler også om noget indre. Det handler om den følelsesmæssige frigørelse. At vi som kvinder gør os frie af, hvad vi tror, andre tænker om os og holder op med at sammenligne os med hinanden. At vi hopper ud af den overbevisning, der handler om, at vi ikke er gode nok, for det er den, der kører os ned, og den, der kan føre til utilfredshed, stress og depression, siger forfatteren Gitte Jørgensen, der var initiativtager, redaktør og forfatter til bestsellerne simpleliving.dk og simple living – sådan gør du, der også er udkommet både i Sverige og Norge. Det var netop disse bøger, der inspirerede hende til at gå i gang med Pippi Power.
"Jeg opdagede ved at rejse rundt i de skandinaviske lande, at mange kvinder godt ved, hvad der er det vigtigste i livet, men de mangler ofte mod og selvværd til at handle på det, de tænker og føler.
Vi får ofte skyldfølelse, hvis vi træder ind på ”scenen” og fylder. Er vi nu for meget? Hvad tænker de andre? Vi slæber rundt på alt dette indeni os, fordi kvindekønnet i århundreder har været andenrangs og næstbedst. I vores bevidsthedsstruktur er der indkodet, at vi skal tilpasse os og indordne os og ikke være for meget. Det er tid til at gøre os fri af resterne af denne kulturelle indkodning.
"Pippi Langstrømpe er en skandinavisk arketype, der på sin egen skæve måde kan inspirere og opmuntre os til at skabe en ny historie om os selv. Pippi er lidt stort sagt udtryk for ”det sande menneske”, der er upåvirket af, "hvad man plejer at gøre", og hvad man skal og bør, mens man lever sit liv her på Jorden. Hun er et legende og skabende menneske, der handler på sine impulser.
Hun drives af tillid og ikke af frygt. Hun kan hjælpe os til at få fat på den nye feminine kraft, der er brug for i verden i dag – at vi tør være dem, vi er inderst inde – at vi tør slippe kontrollen og bare hoppe ud i det – at vi giver os selv og hinanden selvværd og styrke til at sige de ord, der er på vores læber og danse de trin, som vi selv og verden mangler."
Pippi Power er en farverig og kunstnerisk gennemillustreret bog på 240 sider. Den er inddelt i syv kapitler, fordi der er syv veje til at få fat på sin Pippi Power. Hvert kapitel består af en gennemgående tekst og en integreret how-to del. Gitte Jørgensen skriver ud fra sine egne erfaringer, men drager også udtalelser og citater ind fra danske, svenske, norske og amerikanske eksperter samt fra kvinder i Danmark og Sverige, der har eksperimenteret med at udvikle deres Pippi Power. Bogens budskab underbygges af den utraditionelle grafiske udformning med sætninger, der cirkler rundt, kvinder, der går på hustage, en kaffekop, der pletter på siderne, tekster, der skal læses på hovedet m.m. Alt sammen skabt af kunstneren Anne Mølleskov, der er uddannet på den anerkendte kunstskole Central St. Martins i London.
Læs mere om forfatteren, hendes bøger og foredrag Bestil online
Kategori: Sjæl & psyke
