Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg
Før vi ved af det er hverdagen godt i gang og skolen byder på nye udfordringer, der kræver en tand mere end sidste år. Så er gode værktøjer vigtige at have ved hånden! Som forældre har vi et stort ansvar i forhold til at udstyre vores børn med håndbøger og opslagsværker. Folkeskolen af i dag har færre ressourcer til rådighed. Det er i allerhøjeste grad vores opgave, at sørge for at børnene har de redskaber, der skal til for at de kan udnytte de gaver, de har.
Værktøjer der virker!
Det er ikke helt billigt at købe den håndfuld ordbøger ungerne hver især har brug for og udstyre dem med atlas, glosehæfter og andre gode ting, der kan hjælpe dem godt på vej. Men kan de undvære det?! Jeg tror, det er for farligt at spare her. Med de rigtige hjælpemidler kan man komme langt. Ekstra langt og langt lettere! Derfor er det beklageligt, at skolerne ofte tøver med af udsende klare retningsliner i forhold til, hvad forældrene skal sørge for og hjælpe de familier, der har svært ved at klare den bekostelige opgave.
Creme de la creme
Politikens Nudansk Ordbog med etymologi i to bind inkl. cd-rom er vel nok Rolls-Royce´en, når det gælder en nudansk ordbog. Udover et flot bogbindsværk i to bind medfølger en cd-rom. Personlig skal jeg lige vende mig til at bruge cd-rommen, da der også findes flere gode sider på nettet. Men her følger flere fordele, som gør at det i sidste ende forekommer mig at være nemmere. Dog er der i dag flere skoleelever og voksne, der bruger bærbare pc´er, hvor der ikke er cd-romdrev.
Ordhistorie
Etymologi betyder ordhistorie; altså rummer ordbogen her forklaringen bag en lang række af ordene. Det er med til at give en større forståelse for ordenes betydning og mening. Dermed synes jeg, det bliver nemmere for skoleeleven at tilegne sig et større vokabular, så eleven selv kan skrive og udtrykke sig mere rigt og varieret. Ligeledes indeholder artiklerne også et synonym, når det er relevant. Det øger også ordbogens værdi.
Ordbøgerne højner niveauet
Politikens Nudansk Ordbog kommer her i en 4. udgave med 2500 nye ord og mere end 2000 nye betydningsforklaringer og sprogbrugseksempler. I alt rummer de to bind mere end 100.000 ord, konstruktioner og faste vendinger, der alt sammen er præsenteret så det er let og enkelt at gå til. Som forældre kan vi kun gøre vores børn den tjeneste, at give dem ordbøger fra den allertidligste start, så de allerede i 3. – 4. klasse vil kunne slå op i en almindelig ordbog.
Med hjælp og instruktion fra engagerede voksne, vil de fleste børn synes, det er morsomt at gå på opdagelse i ordbogen og møde helt nye sider af deres sprog og danske kultur. Ordbøgernes store sprogskatte rummer i al enkelthed døren til at formulere sig magisk, forførende og præcist. Med sproglig akkuratesse og vid kan vores unger komme langt!
Titel: Politikens Nudansk Ordbog med etymologi i to bind inkl. cd-rom
Bestil online
Kategori: Kultur
