Den erfarne privatopdager Ravn får sin mest uhyggelige sag til dato, da en klient beder ham finde en gammel skolekammerat, som han ikke har haft kontakt med i 17 år. En række bestialske overfald på kvinder, der ryster København, har givet klienten mistanke om, at hans skolekammerat står bag, fordi overfaldene minder om det, som han og kammeraten begik på en lille pige tilbage i 1993, og som endte fatalt. Af frygt for hævnangreb mod drengene har de siden levet under politiets vidnebeskyttelsesprogram med nye hemmelige identiteter og er derfor umulige at opspore. Da endnu en kvinde bliver overfaldet og denne gang dræbt, tager Ravn modvilligt sagen og indleder jagten på den anonyme morder. En gerningsmand der kan være hvem som helst, og slå til hvornår det skal være. Og spørgsmålet melder sig hurtigt for Ravn, om han nu også kender sin klients virkelige identitet og motiver?
Med 'Dybet' leverer Michael Katz Krefeld en af efterårets mest nervepirrende krimier. Romanen er fjerde selvstændige bog i Katz Krefelds populære serie om privatopdageren Ravn, der bor på sin båd i Christianshavns kanal sammen med sin engelske bulldog Møffe.
Michael Katz Krefeld har udgivet syv krimier og modtaget adskillige priser, heriblandt årets bedste danske krimi i 2012 og Otto B. Lindhardt Prisen i 2016. Serien om privatopdageren Ravn udgives i 20 lande og er planlagt til 10 bind. Krefeld er nomineret til årets Martha-pris som danskernes yndlingsforfatter.