I en række smukke og inspirerende billedreportager præsenteres haver, der alle er kendetegnet ved at være stemningsfulde, frodige, farverige og frem for alt fulde af liv. Det er bestemt ikke ukrudtsfri prydhaver, men haver man kan gå på opdagelse, lege og hygge sig i.
Sammen med bogens forfattere Birgitte Wolfgang Dreyer og Julie Mincaralli, inviteres vi udenfor i haver hos en række mennesker, der har sat deres personlige præg på haver, terrasser og drivhuse, og hvis indretning bærer præg af både kærlighed til naturen og stor æstetisk sans. Her fortæller de om deres liv i haven, hvordan de bruger den, hvilken stemning de har ønsket at få frem, og hvordan de har opnået den. Der er overvejelser og refleksioner om stort og småt, kombineret med gode råd og konkret viden om planter, farve- og materialevalg m.m. Undervejs er der også blevet plads til bonus-informationer om f.eks. hønsehold, tips til vedligeholdelse, vejledning i buketter og opskrifter med havens råvarer.
Bestil online
Kategori: Boligbøger
