Tankevækkende, provokerende, underholdende
For 20 år siden havde Michael Moores dokumentarfilm Roger & Me premiere - et nyskabende mesterværk, som åbnede publikums øjne for en ny måde at fortælle historier om mennesker og samfund på. I Kapitalismen – En kærlighedshistorie vender Michael Moore tilbage til de samme grundlæggende temaer, som startede hans karriere. Det handler om erhvervs- og finanssektorens massive magt i USA, og hvad denne ødelæggende indflydelse betyder for den almindelige amerikaner – og for resten af verden. I Roger & Me var skurken General Motors, men i Kapitalismen – En kærlighedshistorie er historien meget mere omfattende, og gerningsstedet er langt større end den lille industriby Flint i Michigan. Michael Moore trænger ind i Washingtons politiske centrum, han afslører metoderne fra det finansielle epicenter på Manhattan, og han er selvfølgelig til stede hos de amerikanere, rundt om i USA, som er blevet uskyldige ofre for pengemændenes griskhed. Publikum tages med til ukendt land – der, hvor almindelige mennesker på gulvet aldrig får lov til at træde.

Som altid fortælles historien med humor, frækhed og en passende mængde retfærdig raseri. Michael Moores film rejser et spørgsmål, som er tabu i amerikansk kultur: Hvad er det for en pris, Amerika betaler for kapitalismen? Amerika elsker kapitalismen, og denne kærlighed virkede fra starten så smuk og uskyldig. Men i dag ligner den amerikanske drøm mere et mareridtsscenarie, hvor familier betaler prisen og mister job, hus og opsparing. Moore er med inde hos almindelige mennesker, hvis liv er blevet vendt rundt, og med deres historier i bagagen begiver han sig ud for at få en forklaring. Svaret ligner et klassisk eksempel på en kærlighedsaffære, der er endt helt galt med løgne, misbrug, svig... og 14.000 flere folk uden jobs hver dag.

”Hvem er vi, og hvorfor gør vi det, vi gør?” – det er det overordnede spørgsmål, Michael Moore har søgt at finde svaret på gennem sin lange filmkarriere. Kapitalismen – En kærlighedshistorie er Michael Moores ultimative rejse, som både er en kulmination på en lang karriere i dokumentarfilmens tjeneste og et blik frem mod en forhåbentlig bedre fremtid.

"I USA har vi en tendens til at vente pænt på, at visse emner bliver okay at tale om. Og før det, er emnet tabu at snakke åbent om – selvom det er noget, som sker lige for øjnene af os, og folk fornemmer, at der er noget helt, helt galt. Men det er nemmere bare at flyde med strømmen og lade det ske. Så vænner man sig til middelmådighed, og man bliver magelig. Mit mål er bare at finde svarene på de spørgsmål, der gennem længere tid er opstået i mit hoved. Det er spørgsmål, som jeg mener, hele samfundet bør debattere. Politikere ændrer ikke noget af sig selv. Det giver jo ingen mening for politikere at tage store chancer, for det er for farligt og kan true deres levebrød. Det skal være folkets vilje, hvis der skal ske ændringer", siger Michael Moore om sin inspiration til filmen.