___________________________________________________
Hej brevkasse.
Efter længere tids overvejelse, har jeg endelig taget mig mod til at skrive til brevkassen omkring min situation.
Jeg er ung, i et fast forhold med verdens dejligste kæreste, er studerende og afslutter min uddannelse til sommer. Så man skulle umiddelbart tro, at alt var godt. Men det er det ikke, for jeg har - for at sige det lige ud - ingen venner - og det bekymrer både min familie, min kæreste og mig selv.
Jeg har ellers altid været kendt, som hende den glade - og det var jeg også, men efter 3 år med en ekskæreste, som ikke behandlede mig godt, og en tid hvor jeg græd og græd, havde jeg mistet alle mine venskaber. Ikke at jeg klandrer min tid med ham for min situation ...
Nu står jeg her, to år efter, med jordens dejligste og mest sociale kæreste. Han har mange venner, bruger meget tid på dem - og imens står jeg her og føler jeg mig som en taber: Jeg har ikke lyst til at være social med mulige kommende veninder eller venner. De ting de fortæller mig, interesserer mig ikke. Faktisk har jeg, de seneste fem år, ikke mødt et eneste menneske, som jeg har haft lyst til at bruge tid på.
Når jeg forsøger at være social går der fem minutter og så tænker jeg, at jeg
hellere ville være derhjemme - for mig selv. Når min kæreste spørger eller jeg f.eks. er inviteret til en fest, har jeg ingen lyst. Jeg kan ikke overskue at skulle finde tøj, lægge makeup og være social. Så hellere blive hjemme. Jeg har ikke lyst til at klæde mig pænt på, for jeg synes alligevel aldrig at det er godt nok, og jeg har altid tudeture inden vi skal af sted, hvilket selvfølgelig frustrer min kæreste.
Jeg håber, du har et godt råd og bud på, hvad jeg skal gøre. Det kan jo ikke passe, at jeg skal sidde her - snart færdiguddannet, med drømmejobbet i sigte og med jordens dejligste kæreste, og så have det sådan her.
___________________________________________________
Tak for din mail – og godt at du har taget mod til at søge hjælp til at komme ud af den situation, du er havnet i.
Du skriver, at du har fundet verdens dejligste kæreste, og det er jo dejligt, at du har mødt et menneske, der behandler dig godt i modsætning til din ekskæreste.
Dit problem er, at du trods en dejlig kæreste, ikke synes du har det godt. Du har ikke lyst til at få nye veninder og de veninder du havde, mistede du i den periode, hvor du var sammen med ekskæresten. Du skriver, at du slet ikke interesserer dig for at skabe kontakt til andre kvinder, også selv om I potentielt kunne udvikle et venskab. Du skriver, at du ikke har overskud til at gå til fester med din kæreste, bla. fordi du ikke, trods anstrengelser, kan blive tilfreds med dit ydre.
Stop op inden det er for sent
Det er, som du selv er nået frem til, ikke nogen holdbar situation du befinder dig i. Dels skulle du gerne kunne glæde dig over, at du er kæreste med verdens dejligste, og at du snart er færdig med din uddannelse. Dels kan din kæreste næppe i længden holde til, at du ikke er glad eller har lyst til at være social sammen med ham og andre. Derfor er det vigtigt for jer, at der hurtigst muligt sker en ændring i retning af, at du genfinder din glæde og lyst til at være sammen med andre.
Kroppen husker stress og tristhed
Så hvad kan årsagen være til, at du ikke er glad og ikke har lyst til at være social?
Ud fra det du skriver, er der to ting der umiddelbart falder mig ind: Selvom om du skriver, at du aldrig tænker på din ekskæreste, så tror jeg noget af problemet er startet i de tre år, I var sammen: Du havde det ikke godt. Du skriver, at du græd og græd, og at du mistede alle dine venner. Jeg kender ikke den nøjagtige grund til, hvorfor du græd, men måske du helt mistede dig selv i den periode fordi du blev i forholdet selvom du havde det dårligt.
Mit bud er, at du i den periode mistede din selvtillid, måske også din selvrespekt, fordi du ikke i tide kom ud af forholdet. At være så ulykkelig, så længe, har drænet dig og så er der ikke energi og overskud til at interessere sig for andre ...
Mit andet bud er, at du befinder dig i slags langvarig depression over ikke at have overskud og selvtillid nok til at leve som dine jævnaldrene, med veninder, fester osv. Du lukker dig i stedet inde derhjemme, fordi dét derude kræver for meget af dig.
Tag skridtet - Søg hjælp
Jeg tror ikke, at du kan komme videre uden at få bearbejdet, hvad du har følt og oplevet i de tre år og hvor du mistede dig selv, som den glade pige du tidligere var. Det bedste vil være, hvis du får nogle samtaler hos en god psykolog. Samtidig vil jeg råde dig til at få klarhed over, om du lider af en depression, for en del af de følelser du oplever, kan være symptomerne på depression. Få en henvisning til en psykiater hos din læge. En psykiater vil kunne vurdere, hvorvidt der er tale om symptomer på depression, som kan kræve behandling. Endelig vil jeg anbefale dig at få en generel helbredsundersøgelse hos lægen, bare for at sikre at det manglende overskud og lyst ikke er fysisk betinget.
Jeg ønsker virkelig for dig at du får taget fat på at genfinde dig selv. Du har alt vinde ved at erkende, at du har brug for hjælp til at komme videre, men også alt at tabe, hvis du fortsætter som nu.
Jeg ønsker dig og jer al mulig kraft og styrke.
