Har du mistet din bagage? Er flyet aflyst? Lever hotellet ikke op til forventningerne? Forbrugerstyrelsen fortæller om dine rettigheder i nyt sommertema om rejser.
Er du en af mange danskere, som er på vej på sommerferie i udlandet, er det måske en god idé at tjekke dine rettigheder på forbrug.dk.
På Forbrugerstyrelsens særlige sommertema om rejser, kan du få et samlet overblik over, hvad du skal være opmærksom på, inden du rejser. Ved du fx, at der gælder en særlig lov for pakkerejser? Har du tegnet de rigtige forsikringer til rejsen? Og hvad gør du, hvis der er fejl i den vare, du har købt på rejsen? Rejsetemaet giver dig svar på, hvilke rettigheder du har som forbruger.
Hvis du står i lufthavnen og flyet er forsinket eller helt aflyst, kan du tilmelde dig en særlig sms-tjeneste og få dine rettigheder direkte ind på mobilen.
- Rejsemarkedet kan være uoverskueligt for den enkelte forbruger. Med dette rejsetema får forbrugerne et samlet overblik over, hvilke rettigheder man har, hvis rejsen ikke går helt som ventet, siger direktør i Forbrugerstyrelsen, Louise Holck.