__________________________________________
Hej brevkasse.
Gennem det sidste halve år, har min kæreste presset på for at få min søn på tyve til af flytte hjemmefra. Min søn bor i egen lejlighed, men deler visse dele af huset med os.
Min kæreste og jeg flyttede sammen for 3 år siden, og min søn flyttede med. Jeg brød op med mit liv på Fyn og flyttede med min søn til Jylland, fordi min kæreste ikke er flytbar.
Problemet er dels at min kæreste og min søn ikke kan finde ud af at omgås hinanden. Dels er min kæreste, modsat jeg, meget "firkantet" når det kommer til min søn. Og det reagerer min søn på, ved at være modvillig og konfliktsøgende. Min kæreste og min søn har konflikter om ting, som aldrig har fyldt i min søns og mit liv, uenigheder om f.eks. hvor meget varme der må være på, hvor meget lys der må være tændt osv. osv.
Det er kulmineret flere gange, hvor min kæreste f.eks. har sat lås på til vores del af huset, så min søn ikke havde adgang til køkkenet og vaskemaskine, og dels har han smidt ham ud. Dette har jeg sat mig imod, da jeg mener at have et ord i sagen, eftersom vi bor sammen og det er min søn.
Jeg har så at sige gået på glasskår, og flere gange afværget at min søn er smidt på gaden. Denne gang er det kulmineret ved at kæresten har givet min søn 3 måneder til at flytte.
Jeg mener selv det er på tide at min søn finder egne ben. Men han har sabbat år og lever af de jobs han kan skaffe sig indtil han skal rejse 3 måneder til maj. Det gør at han ikke har penge til hverken indskud eller husleje, og at jeg så må til lommerne. Det er planen at han skal læse videre fra september.
Jeg føler mig fanget i en følelse af at skulle vælge mellem dem. Samtidig tænker jeg på hvilke konsekvenser det kan få for min søns og mit forhold, når min kæreste træffer beslutningerne på den måde.
Den sidste tid har jeg gået og følt mig fanget og forvirret. Kan jeg leve sammen med en mand, der egenhændigt beslutter hvad løsninger skal være på vores fælles problemer? Han mener, at han har taget hensyn til mig og at han har føjet mig og fundet sig i mange ting. Vi står lige stejlt, og har svært ved at snakke om problemet. Han har sagt at det må koste hvad det koste vil. Om jeg så flytter ud med min søn, så er det prisen værd. Det får mig til at føle endnu mere pres og jeg føler mig tvunget til at føje hans beslutning.
Kernen i det her er jo selvfølgelig, at det er hans hus vi er flyttet sammen i, for havde det være mit eller fælles havde jeg nok haft et ord mere at skulle have sagt (iflg. ham var han så flyttet).
Jeg har ikke de problemer med min søn, som de har indbyrdes. Han er en god og kærlig dreng, som har sit at slås med. Han er jo opdraget af mig, og ikke vant til mænd under samme tag siden han var lille. Jeg ved han reagerer på, at min kæreste er dominerende i forhold til hus og hjem. Jeg går ikke så meget op i om der brænder en lampe om dagen ved et uheld, eller om vi skruer lidt op for fjernvarmen i stedet for at hente brænde og tænde op i brændeovnen.
Åhh, det blev en lang smøre..... Hvad gør jeg?
Knus, Forvirret
__________________________________________
Kære forvirrede.
Tak for din lange mail. Jeg må rigtignok medgive dig, at du er havnet i en meget vanskelig klemme mellem de to vigtigste personer i dit liv, din søn og din kæreste. Du står rent faktisk i en situation hvor du er presset til at vælge mellem din søn eller din kæreste.
Hvis det er en trøst, kan jeg sige dig, at den situation du er havnet i, er et meget hyppigt forekommende resultat af, at mor og søn har levet alene sammen, det meste af sønnens opvækst. Det er en situation jeg selv har oplevet på egen krop og som jeg har utallige lignende eksempler på gennem min psykologiske praksis. Rollen som enemor gennem mange år til en søn og rollem som kæreste til en ny mand er i mange tilfælde uforenelige størrelser. Du og din søn har sikkert levet i en form ligeværdighed med hensyn til at sætte rammer og regler op for samspillet mellem jer, I har sikkert haft samme opfattelse af hvad der er vigtigt og hvad man ikke giver så meget opmærksomhed, f.eks forbrug af lys og varme. Måske har din søn på et eller andet niveau ingået i en form for partnerskab og i nogen grad oplevet at have en rolle som manden i huset.
En ny mand i huset
Sådan et samspil mellem mor og søn, fungerer som regel rigtig fint indtil moderen en dag får en kæreste. Så kommer balladen...
De fleste mænd vil hurtig kræve at overtage rollen som mand i huset og, som i dit tilfælde, også kræve retten til bestemme over din søn. Så i jeres tilfælde vil der næsten uundgåeligt opstå voldsomme problemer for alle tre involverede. Dels bliver din søn frataget væsentlige dele af den ret han har haft til at være medbestemmende over husordenen, dels taber han rollen som den vigtigste "mand" i dit liv". Ødipuskomplexet er helt sikkert også på spil her ...
Store omvæltninger
Det har været et stort tab for din søn, da du rykkede jer op med rode og flyttede til Jylland. Ovenikøbet mistede han også sit hjem, ved at I flytter ind i din kærestes hus, hvor der fra starten gælder mere firkantede regler for f.eks. lys, varme osv. Og hvor det fra starten er klart at det er din kærestes hus og hans præmisser der gælder.
En svær plads mellem mor og søn
På samme måde har det været meget traumatisk for din kærste at skulle trænge ind mellem din søn og dig, og kæmpe mod din søn om at blive din mand og partner. Det er selvfølgelig også vigtigt at se problemerne fra din kærestes side. Han vil have dig, men din søn står i vejen, hvorfor din kæreste gerne ser din søn ude af huset. Din kæreste er bestemt ikke særlig fleksibel, eller løsningsorienteret med henblik på at I alle tre kommer ud af dette dilemma. I sin desparation går han istedet til yderligheder ved egenhændigt at bestemme, at din søn skal være ude af huset inden tre måneder ...
Udfra din mail, vil jeg mene at han er nået til det punkt, hvor han beder dig vælge mellem ham eller din søn, du kan ikke havde dem begge tæt på dig.
Få klarhed
Så mit råd til dig er at du må komme til klarhed over om du vil støtte din kæreste og sige til at sige til din søn, at han skal flytte ud af huset inden tre måneder, men at du vil støtte ham økonomisk og iøvrigt gøre alt for fortsat at være en god mor for ham, når han nu flytter hjemmefra. bl.a ved at I to gør noget sammen uden for huset, hvor du bor med din kæreste.
Som du selv er inde på, er det sikkert en god ide nu da din søn er 20 år, at han flytter hjemmefra og finder sit eget liv. Det kan uanset hvad du gør, aldrig blive godt for ham at bo under samme tag som din kæreste. Du må så også finde frem til om du kan leve med, at din søn bliver smidt ud. Du må mærke godt efter om det ødelægger muligheden for at få et godt liv med din kæreste. Eller om det fremover vil plage dig, at din søn blev direkte smidt ud af det fælles hjem. Mærk godt efter om du kan finde dig tilrette i dit forhold til din kæreste på den baggrund.
Fod under eget bord
Der vil også være en mulighed, at du får din egen lejlighed, hvor din søn kan besøge dig, så han har et hjem at vende hjem til, hvor han ved at han er velkommen. Samtidig vil det at du får fod under eget bord give dig og din kæreste mulighed for en ny start, og for at finde ud af hvorvidt der stadig er positive følelser imellem jer. Ved at have hver sin bolig er der mulighed for at se om forholdet mellem din kæreste og din søn udvikler sig i en positiv retning. I så fald kan I måske om nogle år finde en fællesbolig hvor I står mere lige og dermed kan modtage din søns besøg på helt andre præmisser.
Få sendt din søn godt afsted
Du står lige nu i fare for at miste begge dine "mænd" og jeg tror ikke det bliver let at få ro i tilværelsen, hvis du ikke får sendt din søn afsted hjemmefra på en positiv måde og med mulighed for at se ham i andre omgivelser.
Husk dig selv
Mine råd til dig hører bestemt ikke til i den lette ende af skalaen, men hvis du ikke får genskabt muligheden for at blive medbestemmende for dit liv og dit forhold til din søn fremover, tror jeg din forhold til din nuværende kæreste vil have svære vilkår.
Endelig har du dig selv at tænke på, du kan ikke holde til at "gå på glasskår" hele dit liv. Det er vigtig at du, som står midt i dramaet også tænker på, hvordan du kan overleve med livsgnisten i behold.
Dit dilemma kræver nogle ubehagelige og svære valg, jeg ønsker dig al mulig mod og styrke til at handle klogt udfra den helhed du er en del af lige nu.
