Kategori: Bryllup

Brevkasse: Hvid brud flere gange? 

Er det upassende at være hvid brud flere gange? Forfatter og ekspert i takt og tone Sanne Udsen, svarer.

  • Kære Sanne,

    Jeg har været gift før og har 2 børn med min tidligere mand. Nu skal jeg giftes igen, men min mor siger, at jeg ikke kan stå hvid brud, fordi det er anden gang …

    Jeg ved ikke, om det bare er noget, hun finder på, fordi hun ikke bryder sig om min nye kæreste. Så fortæl mig, er det korrekt? Er der i det hele taget noget, som skal gøres anderledes, når det er anden gang?

    JD
  • Hej JD

    Din mor har principielt ret. Den hvide brud symboliserer uskylden og det uberørte, og det er svært at påberåbe sig, når man har været gift før og som i dit tilfælde har to børn. Tidligere var det fuldstændigt uhørt, at en fraskilt kvinde eller en enke stod hvid brud anden gang. Heller ikke ved kirkebryllupper. Min venindes mor blev gift i 1960’erne i Holmens Kirke med sin anden mand iført en blå spadseredragt med bolerojakke. Meget passende dengang.

    I 1970’erne gik det med den hvide brud lidt af mode, og så kom det pludseligt igen – og det i den grad – engang i 1980’erne. Men der er nok ikke mange af de hvide brude, vi har set de sidste årtier, som kan påberåbe sig at være uberørte. Specielt virker det ikke overbevisende, hvis man ved samme lejlighed holder barnedåb. Så man må sige, at symbolværdien af den hvide brudekjole ikke er, hvad den har været. Det er derfor snarere et spørgsmål om, hvorvidt man synes, det er god smag.

    Da jeg selv skulle giftes anden gang, var det en principsag for min nuværende mand, at jeg ikke kunne være i hvidt, eftersom jeg var fraskilt. Når jeg i min jagt på en brudekjole blev spurgt, hvorfor den ikke måtte være hvid, og forklarede det med, at jeg var fraskilt, blev jeg oftest mødt med målløs tavshed og derefter et: "Det er der vist ikke mange, der går så nøje op i." Nej, det er der ikke. Så hvis det er meget vigtigt for dig, så kan du forklare din mor, at selv om det muligvis nok er dårlig smag, så vil du alligevel gerne stå hvid brud. Hvis det derimod er meget vigtigt for din mor, at du ikke står hvid brud, kan du vælge en anden farve, f.eks. beige, gylden eller en lys pastelfarve. Selv blev jeg gift i lyserødt.

    Mørkerødt regnes derimod ikke som en passende farve til en bryllupskjole, og heller ikke sort, da du ikke er enke. Din mors modstand mod den hvide kjole kan altså ikke bruges til at understøtte en hypotese om, at din mor ikke bryder sig om din tilkommende. Lad os derfor håbe, at den ikke har noget på sig. Et ægteskab kan være vanskeligt nok at få til at fungere uden problemer med svigermødre.

    Til dit spørgsmål om, hvorvidt der er andre ting, der skal gøres anderledes anden gang, så kommer det bl.a. an på, om I har planer om et stort, traditionelt kirkebryllup. I så fald er det ikke passende, at din far giver dig væk. Du kan enten gå selv, eller lade din søn føre dig op, hvis du har en, og han er stor nok. Har du boet sammen længe med din kæreste, kan I også følge hinanden op. Brudens forældre forventes heller ikke at betale gildet anden gang. Men i dag betaler brudeparret normalt det meste selv alligevel. Mht. talerne, er der ikke grund til at lave ændringer. Men derudover vil jeg foreslå, at I laver det så anderledes fra første gang som overhovedet muligt inden for de givne rammer – af hensyn til jeres egne følelser. Det sidste, du har lyst til, er, at det skal føles som en gentagelse!

    Held og lykke og til lykke.

    Sanne Udsen

Om Sanne Udsen

Gennem bøger og foredrag deler forfatter Sanne Udsen ud sin viden og tanker om menneskers sociale adfærd, samspillet mellem mennesker, privat og såvel som i arbejdslivet. Det er spændende emner, der kan give stof til eftertanke, give øget selvindsigt,  forståelse for vores medmennesker og vække debat.

Blandt hendes bøger er: ’I bankernes vold’, ’Men nok om det’, ’Verden vil bedrages - gælder det også dig?’, ’Psykopater i jakkesæt’, ’Parasitter i habitter’ og ’Håndbog for karrierekvinder’.

Læs om Sanne Udsens bogudgivelser og foredrag på Udsen.dk

Bryllup
Skal børnene med til brylluppet? 

Overvejer I at invitere børn med til brylluppet? Måske endda have dem med under vielsen som brudepiger og -svende?

Læs mere
Bryllup
Brevkassen: Bryllupsinvitation inklusiv flybilletter ? 

Når man invitere familien fra udlandet til sit bryllup, forentes det så at man betaler for flybilletter og ophold? Forfatter Sanne Udsen besvarer spørgsmålet.

Læs mere
Bryllup
Brevkassen: På skuddag er det kvinden der frier 

Kan den gamle skik om at piger har ret til at fri på skuddag, den 24. februar, bruges i dag, spørger en læser. Forfatter og foredragsholder Sanne Udsen svarer.

Læs mere
Bryllup
Brevkassen: Bryllupsinvitationer og svarfrist 

En læser spørger forfatter Sanne Udsen, forfatter til bogen 'Takt og tone i tiden', hvordan man bør forholde sig, når ens gæster ikke besvarer invitation.

Læs mere
Bryllup
Forbrug.dk: Få festen sikkert i hus 

Grimme huller i dugen og møgbeskidte stole, det var hvad et brudepar stod med, da udlejeren havde sat det af før bryllupsfesten. Klag til virksomheden med det samme, hvis du er utilfreds, lyder rådet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Læs mere
Bryllup
Spotify: Her er mest populære musiknumre til brylluppet 

Bryllupssæsonen venter forude, og der er fuld gang i forberedelserne. Musikken er vigtig at have styr på, så her afslører Spotify hvilke sange, der hitter til bryllupsfesten.

Læs mere
Bryllup
Tjekliste til bryllupsplanlægning 

Et bryllup kræver som regel mere planlægning, end man forventer. Det kræver en god og gennemarbejdet huskeliste, at få overblik over arrangementets omfang og opgaver.

Læs mere
Bryllup
Blomsternes betydning 

Med det store udvalg af smukke blomster og buketter, kan det være svært at vælge den helt rigtige til lejligheden. Men måske kan man lade sig inspirere af gamle traditioner, for ifølge Else Marie Kofod, traditionsforsker ved Dansk Folkemindesamling, så tillagde man tidligere de enkelte blomsterarter…

Læs mere
Bryllup
Brevkassen: Skal gommen bære habit, jakkesæt, jaket, blazer eller smoking? 

Hvordan er traditionen omkring mænds påklædning ved et formiddagsbryllup? Få ekspert i takt og tone, Sanne Udsens, gode råd.

Læs mere
Bryllup
Bryllupsmesser 2023 

Vinteren byder på en række enestående bryllupsmesser, som samler inspiration, udstyr og idéer til planlægningen af den store fest.

På de store messer finder man inspiration til de mest eventyrlige bryllupskager, vine og bryllupsmenuer, fest- og brudekjoler, smukke brudebuketter, smykker og…

Læs mere
PinterestFacebookTwitterRSSInstagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Nye Bøger
Shopping
^