Hej Ingrid

Jeg er 27 år, gift, har hus, hund, bil, er nyuddannet, arbejdsløs - og gravid med 2. barn. Dette var ikke helt det der var min plan da jeg mødte min mand for 5 år siden …
Jeg elsker min søn på 16 mdr. højt og kan ikke forstille mig livet uden ham. Men det hele er gået så stærkt og så havde vi en aftale om ét barn. Skæbnen ville dog at jeg atter er blevet gravid. Jeg var meget afklaret med at det skulle fjernes, da det jo var aftalen og jeg også selv har en drøm om et liv, som er mere end at være en husmor - for det er hvad jeg p.t. er.
Min mands verden faldt fuldstændig sammen, ved tanken om abort, og var så "venlig" at dele vores problem med både hans egen og mine forældre, som alle syntes det var noget pjat, og kom med kommentarer som: "Vi har da klaret os med 2 børn...!". Så man kan godt sige jeg har følt mig presset til at få dette barn. Nu er jeg så i uge 23 og for nogle få uger siden brød min mand sammen igen (lige som jeg var begyndt at glæde mig til barn nummer 2). Denne gang fordi vi jo skal have nummer 2 barn, og jeg ikke har arbejde, og vi bor langt væk fra vores omgangskreds og familie (huset har været til salg i 1 år og 3 mdr.) osv. ...
Inden jeg blev gravid var det ikke nogen dans på roser. Min mand arbejder ekstremt meget og 75% af tiden er jeg alenemor. Så mener jeg jo at hvis man kun er sammen 25% af tiden, så skal den tid også være ekstra god!
Men som det er nu hader jeg ham bare mere og mere. Hader ham for at gøre mig gravid, for at være imod abort, for aldrig at være hjemme, for at tage det som en selvfølge at jeg klare alt i hjemmet og han kun skal tænke på at være sammen med sønnemanden (når han altså er hjemme i barnets vågne timer). Men mest af alt fordi jeg elsker ham og ikke altid kan se klart...
Da vi startede med at være sammen havde vi mange af de sammen drømme. Mine drømme har ikke ændret sig, men det er som om at det er nok for ham at tale om dem.
Jeg har prøvet at tale med ham. Og han er godt klar over at sådan som vi lever nu, er ikke som jeg vil leve. Han kender dog ikke rigtig til andet da det er sådan han selv er vokset op.
Er jeg naiv at tro på, at vi kan finde det rigtige spor igen? Og hvordan kommer vi videre?

Hilsen den fortvivlede
____________________________________

Kære fortvivlede pige

Tak for dit brev, som virkelig bærer præg af at du er meget fortvivlet over den vanskelige situation du er havnet i. Du er mod dit ønske blevet gravid, du er arbejdsløs, alene med dit barn 75% af tiden, husmor og bor langt væk fra familie og venner. Samtidig vil jeg også tro at jeres økonomi er noget anstrengt, når du ikke har arbejde for tiden og nok ikke kommer i arbejde så langt henne i din graviditet. Så jeg er helt enig i at du er i en svær situation. En situation som naturligvis ikke svarer til de drømme I havde om livet sammen, da I mødte hinanden for 5 år siden. Du spørger om det virkelig er det, du kan forvente af livet?
Ja, sådan som det er lige nu, er det hvad du kan forvente af livet og det du nu skal i gang med at få det bedste ud af. Men jeg kan samtidig berolige dig med, at de drømme I/du havde også sagtens kan realiseres senere, når I har fået mere fod på jeres nuværende situation.
Du er kun 27 år og har allerede alt det som de fleste drømmer om. Du har en mand du stadig elsker og et dejligt barn som du også elsker overalt på jorden.
Du har endnu et barn på vej, som du var begyndt at glæde dig til at få, du har hund, hus, familie og venner …

Det der er dit største problem er at det hele er gået alt for stærkt, du har ikke været klar til at blive voksen så hurtigt, med så mange dagligdags pligter. I jeres tilfælde har det samtidig medført, at du er den der primært har det praktiske ansvar for familien, fordi din mand arbejder så meget. Alt dette betyder, at du i øjeblikket og en tid fremover ikke kan få opfyldt dine drømme og planer for den mere karrieremæssige side af livet.

Den eneste vej til at komme på sporet igen er fuldt ud at acceptere din situation, som den er lige nu og gøre det liv du har nu til din midlertidige "drøm". Det er næppe muligt som snart mor til to små børn samtidig at udleve alt det du har drømt om. Men drømme kan sagtens udleves i mindre bidder, hvilket måske kun er bedre end hvis det hele sker på samme tid.
Jeg håber, at det er en trøst for dig, at jeg kan sige til dig: Fat mod, du behøver ikke at miste dine drømme, kun at sætte dem i bero indtil du har mulighed for at realisere dem.

Mit vigtigsted råd til dig er at se din nuværende situation som en meget vigtig periode i dit kvindeliv. Se det som en del af livet hvor du investerer al din energi i at få din lille familie til at fungere. Prøv at se dine snart to børn som ønskebørn, en fantastisk gave, og at de kan få stor glæde af hinanden bla. på grund af en lille aldersforskel. Og se det som en del af din livsdrøm at give jeres "gave" en god start på livet.

Mange kvinder af min generation udtaler ofte, at de ville have ønsket, at kunne give børnene en bedre start ved at være mere omkring dem, da de var helt små. Barselsorloven var kun 6 uger dengang hvilket ikke er den bedste start for et spædbarn.

Husk at livet bliver til det vi gør det til. Lige nu kan du ikke vælge at udleve dine karrieredrømmene. Men du kan lige nu vælge for den kommende periode, at gøre det til din drøm, selvom det måske ikke lyder så feterende for dig, at være en god mor, en god partner og en god "husmor”. Dette kunne medvirke til at hjemmet bliver et godt sted at være for jer alle 4, sådan at de 25% af tiden din mand er hjemme også bliver et rart sted for ham at være.

Det vil helt bestemt hjælpe jer til at komme på sporet igen, hvis du i din frustration over tingenes tilstand har så mange bebrejdelser over for ham og gør ham ansvarlig for den situation I befinder jer i. Du skriver at du hader ham fordi han har gjort dig gravid, hader ham for at du må gennemføre graviditeten og for at skulle gøre alt i hjemmet. Jeg forstår godt at det hele er for meget for dig, men det er det åbenbart også for din mand, der igen er brudt sammen.

I må begge tage ansvaret for, at I nu ikke får flere børn hvis det er en fællesholdning for jer. I må begge tage ansvaret for at få fordelt opgaverne så rimeligt som muligt. Måske er det mest rimeligt lige nu, at han tjener pengene og du påtager dig hovedparten af opgaverne i hjemmet. I må få talt om de forventninger du har til de opgaver, han skal påtage sig. For det er selvfølgelig meget vigtigt, at din mand påtager sig en stor del af samværet og pasningen af børnene, når han kun er hjemme 25% af tiden. Du må samtidig gøre ham klart at når du igen skal ud på arbejdsmarkedet skal der laves en ny arbejdsfordeling udfra den situation i hver især så står i. I må i gang med at få aftalt hvordan I hjælper hinanden bedst muligt, så du i stedet for at hade din mand pga. dine frustrationer, taler med ham om hvordan I kan fordele opgaverne. på en måde der er rimelig for jer begge.

Du skriver at din mand ikke kender til andet end det liv I har nu pga. hans opvækst. Derfor må du tage initiativet til at få talt om de ting der skal justeres på i jeres samliv.
Til dit sidste spørgsmål om hvorvidt det er naivt at tro I kan komme på sporet igen vil jeg sige nej, det lyder ikke naivt, der er stadig noget basalt godt i jeres forhold. Men du skal hurtigst muligt ud af den fortvivlelse du er havnet i, ved at tage fat på det liv i har nu og på de muligheder du har for at skabe en god familie for jer alle. Du må se det som din store udfordring, at gøre dette til dit hovedmål i de kommende år.

Behold alle dine drømme og sats å dem, når der bliver lidt luft i familien igen. Prøv at være lidt nænsom og opmærksom overfor din mand, det lyder som om han er meget presset på en række områder, siden han bryder sammen. Forudsætningen for at I kan få "det gode liv" tilbage er bestemt også, at han kan holde til det pres han lever under, I er begge ansvarlige for at være havnet på et sidespor.
Nu må I sammen hjælpe hinanden tilbage på sporet.
Så fat mod, det kan lykkes!

Mange kærlige og gode ønsker for jeres lille familie.