Forleden dag talte jeg med en ny klient, som forklarede, at hun med omhu indkøbte noget specielt chokolade, som nærmest var sort i kuløren.

Det var lidt besværligt, man skulle køre til en afsides forretning, og i klientens opfattelse smagte det surt. Min undren steg, og til sidst spurgte jeg hvorfor i alverden hun dog spiste dette produkt. Svaret faldt prompte: det er meget mindre fedende end lys chokolade.

Dette svar undrede mig endnu mere, for i min database figurerer mørk chokolade med et indhold på 542 kalorier, mens lys chokolade har 538 kalorier. Ikke den store forskel, men i hvert fald i flødechokoladens favør.

Jeg rekvirerede dernæst en brochure, hvor den sorte chokolade var nærmere beskrevet. Her kunne man læse, at den indeholder 600 kalorier pr 100 gram. Altså kom vi ikke nærmere en forklaring på den angiveligt slankende egenskab, tværtimod.

Men der stod noget andet, som kunne være forklaringen: ”…da smagen er koncentreret, behøver man kun et lille stykke for at få tilfredsstillet sin chokoladelyst..”
Altså er tanken, at et lille stykke koncentrat virker lige så godt, som et større stykke normal chokolade. Men hvad nu, hvis man har det som min klient: at man oplever, at det smager overkoncentreret eller ligefrem surt.

Holder ræsonnementet så stadigvæk?

Når man vil investere 100 kalorier i noget så nydelsesorienteret og kalorie-koncentreret som chokolade, så kan der kun være én ting det gælder om: at opnå den absolut højest tænkelige nydelse.
Og der er vel ingen, som besidder den overnaturlige evne, at kunne vide, hvad som smager godt i en anden persons mund - ?!

Som en klog og erfaren vægtkæmper udtrykte det: ”Jeg spiser stort set aldrig chokolade, men hvis jeg skal gøre det, så skal det være alle kalorierne værd”. Hun valgte altid en fornem hvid chokolade fra Belgien, men i princippet kunne det lige såvel have været en Dajm. Pointen er, at der findes kun én, som ved hvad der får englene til at synge. Og det er én selv.