Brød til vandfuglene kan sprede fugleinfluenza

Kategorier: Vinter  -  Forbrugernyt

Brød til vandfuglene kan sprede fugleinfluenza 

Vinterfodring af vandfugle er kutyme på denne tid af året, men de store fugleflokke kan bidrage til spredning af fugleinfluenza, som der netop er konstateret tilfælde af på Sjælland. Ifølge Dyrenes Beskyttelse så foregår fodring af vandfugle ofte fra de samme steder langs bredden, og det øger risikoen for sygdomssmitte blandt fuglene og dermed også risikoen for smitte af fugleinfluenza. Derfor anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at man helt undlader at fodre vandfugle.

"Når vandfuglene fodres ved søer og gadekærer, så sker det oftest ved de samme foderpladser. Dette gør, at mange forskellige vandfugle samles specifikke steder og træder rundt i den samme blanding af mudder, brød og afføring,"  forklarer Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse. ”At fodre vandfugle udgør en sundhedsrisiko, fordi der samles rigtig mange ænder og svaner ved fodringsstederne, hvilket giver mulighed for at syge fugle kan smitte de raske med fugleinfluenza”.

Udover at henstille til, at man undlader at fodre vandfugle, så opfordrer Dyrenes Beskyttelse også borgerne til at indberette eventuelle fund af døde vandfugle til Fødevarestyrelsen.

Om fugleinfluenza

Der findes mange forskellige typer fugleinfluenza, hvoraf typen H5N1 tidligere har forårsaget dødsfald blandt mennesker i blandt andet Thailand og Kina. Fugleinfluenza H5N8, som er den variant, der her omtales og som Veterinærinstituttet i 2016 fandt i 64 ud af 207 vildfugle, udgør ingen fare for mennesker, men kan have store konsekvenser, hvis den breder sig til fjerkræbesætninger.

Læs mere om fugleinfluenza på Fødevarestyrelsens hjemmeside

Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
^