Hver femte har ætseskader på tænderne
Den kommunale tandpleje i Kolding Kommune har i det sidste år undersøgt en række unge og 18% af de unge havde ætseskader på tandsættet.
Der blev undersøgt 304 15-årige og det nedslående resultat var altså at hver femte havde ætseskader forårsaget af juice, cola, is-te og slik.
- De unge er nødt til at ændre vaner. Når først de har fået skaderne, er der ikke så meget at gøre. Det, der er forsvundet, kommer aldrig igen og det er det, der er så deprimerende, siger overtandlæge Henning Gadmar til Kanal 94.
En cola virker som et syrebad af tænderne, så hvis du drikker en 1½ liters cola i løbet af en dag, for eksempel ved at tage en slurk 25 gange, så bombarderer du dine tænder med syre 25 gange. Syren spules væk og neutraliseres af spyt, men det tager ca. en halv time. Og hver gang du tager en ny slurk, tager syren igen overhånd.
Der sker ikke så meget ved at drikke cola eller sodavand en gang eller to om dagen, for eksempel til måltider. Men hvis de unge gør det konstant, er deres tænder i et konstant syrebad. Og så kommer der huller.
De opløste tænder lægger et stort pres på tandplejens budget og derfor har tandplejen været nødt til at bede om flere penge, for at det ikke skal gå ud over andre patienter.