Hella: Jeg har en grundfølelse af lykke og taknemmelighed, og jeg føler mig ekstremt heldig. Jeg er sammen med en mand, som jeg elsker, og som elsker mig. Og jeg har en vidunderlig datter. Når jeg kigger på hende nu, så tænker jeg: ’Vi klarede den. Vi klarede den!’ Vi har haft konflikter, hvor jeg har tænkt, at nu mister jeg hende. Nu rejser hun til USA, og så kommer jeg aldrig til at se hende igen. Men vi klarede den. Hun er 29, og hun er i gang med en uddannelse, som hun er rigtig glad for. Når hun er glad, så ringer hun og fortæller mig om det, og hun spørger mig også somme tider til råds om nogle ting, hvor jeg tænker: ’Tænk, at jeg kan hjælpe hende med det’. Hun er ved at blive skuespiller, og nu har jeg faktisk noget viden, som hun kan bruge til noget i stedet for, at jeg bare er en mor, der siger: ’Du skal huske’, og ’Nu må du passe på, at du ikke …’. Det er faktisk noget konkret viden, jeg kan hjælpe hende med, og jeg har en styrke, som næsten kommer bag på mig selv. Jeg kan. Jeg tager ikke længere tingene så personligt.
Gjorde du det tidligere?
Hella: Ja. Da jeg var ung, tog jeg alting meget personligt, og jeg troede næsten, at Gud personligt havde udset mig til at bære rundt på det kors. Han havde kigget rundt, fået øje på mig, og besluttet at give mig et knytnæveslag, et spark over skinnebenet og et spark i røven.
’Er det ikke mange ting på én gang?’, sagde jeg til mine venner, hvortil de svarede ’Jo, det er måske lige i overkanten’. ’Ja, og samtidig har jeg fået en knude i brystet’, sagde jeg til dem. ’Er det bare mig, eller er det ikke uretfærdigt?’ Og det måtte de jo give mig ret i. Men jeg kunne også se, at de fik lidt himmelvendte øjne, for det er så trættende, at der er nogen, det altid er synd for.
Men en dag gik det op for mig, at det ikke handlede om at lave en underskriftindsamling. Hvad skulle jeg bruge til, at de gav mig ret i, at det var synd for mig? Jeg ville jo faktisk meget hellere have, at det ikke var mere synd for mig end for alle mulige andre. Det var virkelig en åbenbaring.
Var du meget vred tidligere i livet?
Hella: Ja, jeg har nok været vred, fra jeg var sådan seks år og helt indtil jeg var i midten af 30’erne, hvor jeg fandt ud af, at meget af det handlede om mine egne strategier. Mange af mine trængsler kunne simpelthen undgås, hvis jeg handlede på en anden måde. Men du ved jo godt, at når man er allermest smurt ind i sig selv, sin egen smerte og al sin forvirring, så er det også enormt hårdt at skulle stille sig selv spørgsmålet: ’Hvad har du selv bidraget med til denne misere?’ For hvis andre stiller samme spørgsmål, bliver man meget vred og synes slet ikke, at de har forstået, hvor forpint man er.
Først når man er lidt på vej ud af stormen, kan man kigge tilbage og tænke klart. Jeg blev jo også ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist. Hvorfor havde jeg behov for det? Hvad handlede det om? Så må man gå til psykolog eller læse nogle bøger.
Jeg er tilhænger af, at man skal mærke efter og blive klogere. Og det gjorde jeg. ’Nå, men det er da klart, at du hele tiden løber efter mænd, der ikke vil have dig, fordi hvis du kan få ham, der ikke vil have dig, så har du med tilbagevirkende kraft fået den far, der ikke ville have dig’.
