________________________________________________
Hej brevkasse
Jeg er en kvinde på 29 år, der har været sammen med min 31-årige kæreste i lidt over 2 år. Vi mødte hinanden via netdating, og blev hurtigt meget forelskede og involverede i hinandens liv.
Da der var gået ca. 3 mdr. valgte jeg dog at stoppe, da jeg syntes at vi havde alt for mange skænderier. Jeg havde aldrig før været forelsket i en person, som samtidig kunne gøre mig så vred. Jeg fortrød dog meget hurtigt igen og skyndte mig at "lappe" vores forhold, da jeg savnede ham meget og pludselig følte, at min beslutning var helt forkert.
Vi har nu boet sammen i over et år, og vores forhold er blevet lidt mere stabilt med tiden og i takt med, at vi har lært hinandens grænser bedre at kende. Der er dog stadig nogle uoverensstemmelser imellem os, som dukker op til overfladen en gang imellem:
Jeg er ikke-ryger, og da vi mødtes var han ex-ryger, men efter et halvt år begyndte han igen. Jeg kan ikke forestille mig et familieliv med en mand der ryger, og det har jeg gjort klart for ham. Han har ofte sagt, at han helt sikkert vil holde op - på sigt -, men jeg er begyndt at tvivle på at han gør alvor af det.
Vores sexliv har altid rutsjet meget op og ned. Det seksuelle har aldrig føltes helt naturligt imellem os. Det er vigtigt for mig at have et levende sexliv, ikke fordi jeg har lyst konstant, men jeg længes efter mere nærvær imellem os når vi endelig dyrker sex. F.eks. kan han ikke lide at tungekysse eller bruge al for lang tid på seksuelle lege. Han er ellers kærlig og god til at kramme og nusse, men jeg savner nok lidt mere "kant" i vores fysiske samvær. Han kan være ret barnlig og pjatte meget, også når vi har sex, og det kan jeg ikke finde ud af at forholde mig til. Jeg kommer på en måde til at føle mig utilstrækkelig som kvinde. Jeg har prøvet at fortælle om mine følelser, men han opfatter det som om jeg er meget selvhøjtidelig omkring min seksualitet. Vores sexliv kan sagtens være rigtig godt en gang imellem, men der er altid en vis anspændthed under overfladen, fordi vi ofte har haft skænderier/diskussioner omkring emnet.
Jeg er ikke det store familiemenneske, men han tager ofte på besøg hos sine forældre en hel weekend. Mine svigerforældre er begge storrygere, de har en tendens til at småskændes og de taler ikke særligt pænt til hinanden. Derfor bliver jeg ofte i dårligt humør hvis vi er på besøg hos dem, og jeg tager sjældent med min kæreste hjem. Jeg deltager dog gerne i familiefester og vi har også været på ferie med hans familie. Jeg synes de er rigtig søde ved mig og jeg holder meget af dem, men jeg bliver påvirket af, at deres indbyrdes forhold er så dårligt. Min kæreste kan ikke forstå at jeg prioriterer mine venner og veninder lige så højt som familien.
Jeg har et rigtig godt forhold til mine forældre, men vi bor langt fra hinanden og jeg har ikke tid til at se dem så ofte, som jeg gerne ville. Mine forældre skændes ikke foran mig, og i min familie er der generelt en mere kærlig omgangstone.
Min kæreste har lært hjemmefra, at det er i orden at sige grimme ting til hinanden, bare for sjov, og det synes jeg ikke er særlig fordrende for at have det godt sammen. Han ved godt, at jeg ikke bryder mig om det, men han elsker at drille mig og provokere mig med det alligevel.
Ofte kan små uenigheder blive store skænderier, og det er svært at vi begge er lige stædige og hidsige. Min kæreste er ofte irritabel over de ting han er utilfreds med i sit liv, jeg kan bestemt også være irritabel, men jeg føler mig nogle gange taget som gidsel af hans dårlige humør og stress.
Vi er begyndt at tale om hus og børn, men vi ved godt, at vores forhold ikke er modent til den slags endnu. Jeg ønsker at få børn på sigt, men jeg har svært ved at give mig helt hen til forestillingen om at det skal være sammen med min nuværende kæreste p.g.a de ovennævnte forskelligheder.
Vi har dog mange andre værdier til fælles og jeg kan heller ikke rigtig forestille mig at leve uden ham. Der er mange rigtig gode ting i vores forhold såsom fælles drømme og interesser, gode samtaler, som jeg forsøger at fokusere på, men det negative kommer ofte til at fylde i vores travle hverdag.
Det er svært for mig at overskue, om jeg kun bliver sammen med ham, fordi jeg er bange for at blive ensom, og bange for at gå glip af muligheden for at få et livslangt forhold med børn, før det er for sent. Tanken har strejfet mig nogle gange, og jeg har ofte haft lyst til at få noget tid for mig selv, for at tænke det hele igennem, men jeg kan ikke finde modet til at gennemføre en "pause", da jeg samtidig er bange for helt at miste ham og det gode vi har sammen.
Jeg føler mig lidt forkælet, fordi jeg "klager" over et forhold som på mange måder er godt og jeg mener også det har potentiale til at blive et livslangt forhold. Der mangler bare "noget". Jeg er parat til at gå i par-terapi, men det afviser min kæreste blankt.
Jeg håber du kan hjælpe mig med at få fokus på det væsentlige i denne situation, for jeg kan ikke se klart længere.
Venlig hilsen
Den evigt tvivlende
________________________________________________
Kære "evigt tvivlende"
Tak for din lange og udførlige mail, som giver mig et ganske godt indtryk af, hvorfor du er "den evigt tvivlende". Udfra det du skriver, lyder det som om det primært er dig, der tvivler på om jeres forhold er bæredygtigt nok, til at blive det livsvarige forhold som du ønsker. Det er meget vigtigt inden I drømmer videre om familie og børn, at nå frem til en afklaring om det overhovedet. skal være jer to. Samtidig vil jeg fremhæve, at det tærer meget på kræfterne og livsglæden at gå og være i tvivl og utilfreds. Det vil også virke handlingslammende for at realisere jeres drømme, hvis der er for mange modsatrettede tanker om, hvorvidt du ønsker at blive i dette forhold.
Overskriften på dine problemer med at finde ud af om I er den rigtige for hinanden er:
• I er meget forskellige på en række væsentlige områder. Og en række af de forskelle du nævner, står ikke umiddelbart til at ændre.
• Du har meget svært ved at acceptere at leve med de forskelle der er - og som er anledning til en masse frustrationer i jeres samliv.
Et eksempel er din kærestes rygning, han har været stoppet med at ryge, men er begyndt igen, og måske stopper han engang, måske gør han det ikke. Du er meget i tvivl om hvorvidt det er noget, han virkelig satser på at gøre noget ved. Hans forældre er storrygere, hvilket betyder, at de også ryger når du og jeres evt. børn, skal være sammen med dem.
Du bryder dig ikke om omgangstonen i din kærestes familie, selvom de er søde mod dig. Du bliver faktisk i dårligt humør af at være sammen med dem. Din kæreste bringer noget af den dårlige omgangstone med ind i jeres forhold, hvad der er irriterende for dig, at være genstand for.
I har nogle problemer i jeres sexliv, hvor din kæreste gerne vil lave lidt sjov med det seksuelle. Du ønsker et mere lidenskabeligt sexliv og føler dig utilstrækkelig som kvinde, fordi jeres meget forskellige behov, står i vejen for at I kan have et godt sexliv..
Det lyder som om din kæreste ofte er utilfreds med sit liv. Det går dig på, og irriterer dig, fordi det påvirker dig og du føler dig fanget af hans dårlige humør og stress.
Alt i alt er der faktisk en del alarmklokker der ringer m.h.t. om du kan trives i dit nuværende forhold, hvor der fra begyndelsen har været mange ting der er belastende for at opnå et godt samliv. Jeg tror ikke du umiddelbart kan forvente, at de her nævnte områder vil ændre sig væsentlig.
Din kærestes måde at være til på, ser ud til at være dybt funderet i det miljø han kommer fra. Han trives med det og vil gerne tilbringe hele weekender sammen med sin familie.
Ved at afvise parterapi, giver han helt klart udtryk for at han ikke mener, der er behov for de store forandringer. Personligt tror jeg heller ikke at parterapi løser dit problem med "altid at være i tvivl". På trods af de ovennævnte forskelligheder at være til på, kan du ikke forestille dig et liv uden ham. Du mener at I har en del fællesværdier på trods af de store forskelle, der er mellem jer.
Sådan som du beskriver jeres parforhold, ser det ikke umiddelbart ud til at være et god og solidt udgangspunkt for at danne den velfungerende familie med far, mor og børn, som du drømmer om. Der er på forhånd en del problemer i jeres dagligdag som næppe bliver mindre, hvis I skal have et liv til at fungere, der også involverer børn.
Du skriver selv, at du trænger til en pause for at tænke over hvorvidt du mener, at de problematiske forskelle der er mellem jer, er bæredygtige nok til et varigt forhold hvori der også indgår drømmen om børn. Du skriver at du trænger til en pause for at tænke, men samtidig siger du også at du er bange for at miste din kæreste, hvis du tager dig en tænkepause.
Mit råd til dig er: at du skylder dig selv, din kæreste og jeres eventuelle børn, at tage denne tænkepause nu, for at se på dit/jeres forhold lidt fra oven. Det kræver mod, men det er jo hele din fremtid, du skal nå til klarhed over, især de børn der kan komme til at betale en stor pris for at komme til verden i et forhold der måske ikke holder, eller hvor uenigheder mellem forældrene vil påvirke deres trivsel.
Det er som sagt et stort ansvar at danne familie, hvis man på forhånd tvivler på, at det kan fungere. Det er en udfordring for dig at tilsidesætte din angst for at miste din kæreste, i forbindelse med at tage en pause. Men du kan til gengæld opnå at få din tvivl sat på plads, så du kan foretage det valg, som kan hindre en endnu større smerte, ved evt. at måtte give op, når I først har dannet en familie.
Prøv at få tid ro og evt. hjælp til at se på dit forhold udefra, og til at betragte det lidt fra oven, ved at se på jeres forhold i fugleperspektiv og ved at prøve at mærke godt efter. Du skal mærke efter med hele din krop om du kan blive tilfreds med forholdet, på trods af de problemer og forskelle der er i jeres tilgang til livet.
Samtidig må du også finde gennemgå de problemer du beskriver. Kan de negative ting opvejes af de gode ting, som du også beskriver er i forholdet? Kan du f.eks leve med at han ryger, eller taler grimt til dig? Og kan du undgå at lade dig påvirke af, at han for ofte er utilfreds med sit liv på en måde, som går ud over dig? Prøv at veje de negative ting du beskriver op mod det du er glad for i jeres forhold. Og prøv så at forestille dig hvordan dit liv vil være om f.eks. 1 år, om 5 år - og måske om 25 år. Kan du forestille dig om det forhold du befinder dig i nu, er et tilfredsstillende grundlag for det liv du ønsker?
Kan du forestille dig, at du ikke kan forvente, at det du ønsker skal være anderledes nu, måske stadig ikke er blevet meget bedre om 25 år? Det er altid farligt, at håbe på, at den anden forandrer sig i den retning man selv ønsker. Desværre er man selv, den eneste man kan ændre på!
Du har foreslået din kæreste at I går i parterapi, hvad han klart har afslået. Til det vil jeg svare, at jeg umiddelbart vil tro, at parterapi ikke løser dit problem med altid at være i tvivl. Udfra dit brev, ser det ud som om at det primært er dig der oplever, at I har store problemer. Det er dig skal have en afklaring på om du er istand til at acceptere, at de nuværende problemer fortsat vil være en del af jeres samliv.
Spørgsmålet er om du kan nå til klarhed over, hvorvidt du vil leve med de forskelle der er, og kan blive tilfreds med den person din kæreste nu engang er. Der sker naturligvis en vis udvikling med os alle. Men den grundlæggende personlighed og de værdier (f.eks hvordan en familie fungerer og hvordan man taler sammen), er noget han i høj grad har med hjemmefra. Spørgsmålet er om han vil være villig til og kan ændre på det. Han lader jo til at trives godt i sin familie.
Så vidt jeg kan skønne er det vigtigste for dig lige nu, at få et skub udefra til at blive klar over hvad du vil, så du har et grundlag at bygge videre på. Det vil aldrig være en god ide at blive i et forhold der allerede fra begyndelsen ikke er tilfredsstillende for dig. Ej heller at blive i et forhold af angst for, at du ikke når at få et livslangt forhold med børn. Hvis du ønsker et livslangt forhold, er det netop vigtigt at grundlaget er i orden, ellers vil din tvivl bare fortsætte, hvilket kan medføre at du netop ikke får det gode livslange forhold du drømmer om.
Hvis du vil leve videre med din nuværende kæreste, forudsætter det, at du fuld ud acceptere ham, som han er, samtidig med at du bliver fuldt bevidst om, hvad det er du går ind til. Det forudsætter også viljen til at leve med de præmisser dette nu medfører på godt og ondt. Selvfølgelig vil der altid ske en udvikling med ens partner, men måske ikke altid lige i den retning man ønsker…
Jeg håber mit svar kan medvirke til at du bliver afklaret på hvad du vil, og at du ikke venter på at din kæreste nødvendigvis indgår i en løsning til noget der kan mindske din tvivl om forholdet. Det meste ligger i dine hænder og hvis det er for svært at finde en afklaring alene, kan det være en god ide at søge lidt hjælp udefra, så du når frem til det der tjener dig og måske jer begge bedst.
Jeg ønsker dig al mulig held med at nå frem til at handle på de realiteter, som du har beskrevet meget fint i dit brev.
