Førende amerikanske og danske forskere præsenterede ved sidste års udgang resultater, der viser, at mikronæringsstoffer kan mindske smitte, sygelighed og dødelighed blandt hiv-smittede - hvilket kan vise sig især vigtigt i kampen mod aids i u-landene.
"Vi ved, at mangel på mikronæringstoffer nedsætter modstandskraften over for infektioner. Hiv-smittede har tit mangel på en lang række vitaminer og mineraler. Det fører til øget sygelighed hos hiv-smittede, hurtigere udvikling af aids og død og muligvis en øget risiko for både mor-til-barn- og seksuelt overført smitte," fortæller lektor Henrik Friis fra Forskningsinstitut for Human Ernæring, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole.
Man ved, at mikronæringsstoffer kan dæmme op for infektioner. For eksempel kan man mindske børnedødeligheden i u-landene med 30 procent med et par årlige tilskud af vitamin A. Sammen med vacciner er det den sundhedsintervention, der redder flest liv i forhold til prisen. Der er også bevis for, at tilskud af mineralet zink kan mindske risikoen for diarré og lungebetændelse med 20 til 40 procent. Diarré og lungebetændelse er blandt de væsentligste årsager til den høje børnedødelighed i u-landene.
Nyere forskning tyder på, at specielt vitaminerne A, E og C og mineralerne zink, jern og selen er af betydning ved hiv-infektion. Et eksempel er den "stumme" brystbetændelse, mastitis, der er en vigtig årsag til HIV-smitte via modermælk. Det tyder på, at denne brystbetændelse kan skyldes mangel på antioxidanter. Man ved, at mastitis blandt husdyr kan behandles med antioxidanterne vitamin E og selen. Hvis et tilskud med antioxidante mikronæringsstoffer kan forhindre hiv-smitte via modermælk, så vil amning fortsat kunne anbefales i u-lande, og det vil betyde en væsentlig mindre spædbørnsdødelighed.
Forskerne peger også på, at hiv-smittede - selvom de har øgede behov - skal undgå at få for meget af visse mikronæringsstoffer. Det gælder f.eks. zink, der i store doser kan hæmme immunsystemet. Et særligt problem er jern. Ifølge Henrik Friis tyder undersøgelser på, at for meget jern er skadeligt for organismen ved hiv og andre virusinfektioner. Det er et stort problem, da flere end hver tredje gravide kvinder er hiv-smittet i de hårdest ramte lande - og alle gravide får rutinemæssigt jerntilskud.
For E-pressen.dk af Marianna Fridjonsdottir, kokkeleg.dk.