Socialministeriet har nu fordelt puljen til dag- og aktiveringstilbud til demente på mellem 45 og 65 år.
En pulje på 13 millioner skal bruges til at forhindre, at yngre demente bliver socialt isoleret, at skabe meningsfyldte og fleksible aktiviteter og at aflaste de pårørende til yngre demente.
Der er blandt andet givet støtte til nye dagtilbud, bl.a. om erindringsaktiviteter, undervisning, fysiske og kreative aktiviteter, udvikling af hjemmestøtteordning og deltagelse i arrangementer i byen.
Socialminister Henriette Kjær udtaler:
”Vi er blevet bedre til at opdage demens i en tidlig alder, og derfor er der flere yngre demente. Dem vil vi gerne give nogle gode tilbud. En 55-årig med demens har andre ønsker og behov end en på 79 år, og derfor er det nødvendigt at udvikle målrettede tilbud for yngre demente. Jeg er glad for interessen for at gå ind i arbejdet, og jeg håber, at vi med udviklingsprojekterne kan forbedre indsatsen for en delvist overset gruppe mennesker.”