Sygdomme der opstår på grund af jod-mangel vil være helt nedbragt på verdensplan i løbet af de næste tre år, det mener førende eksperter på området.
Mangel på jod i den daglige kost høster flere steder i verden skylden for adskillige sygdomme og mangel på mental og fysisk udvikling. Millioner af børn fødes hvert år med nedsat evne til at lære og udvikle sig fordi deres mødre ikke fik jod nok under graviditeten.
Jod er bl.a. vigtigt for skjoldbruskkirtlens hormonproduktion og højst nødvendig for kroppens udvikling. Fisk og skaldyr samt mælk er gode kilder til jod, men det kan knibe med denne føde mange steder på kloden. Mangel på jod kan betyde 10-15 points nedsættelse af barnets IQ og det kan i det lange løb påvirke de pågældende lands fremtidsudvikling og økonomi.
Ved at introducere salt, der er tilsat jod og flittigt at udbrede budskabet de sidste årtier, er antallet af børn der lider af jod-mangel blevet dramatisk nedsat. Salt der er tilsat jod findes nu i 70% af hjemmene i de udviklede lande, i 1990 var det kun et ud af fem hjem der brugte beriget salt. Eksperter fra Unicef mener at rundt omkring i verden er 91 million nyfødte børn nu i mindre risiko for underernæring på grund af jod-mangel, netop fordi det berigede salt har fundet frem til den daglige madlavning.
Og man mener at have kommet problemet til livs i 2005.
Werner Schultink fra Unicef fortæller til bbc.co.uk. "Den globale indsats mod jod-mangel har kun taget 15 år at gennemføre. Det er en af historiens største solstrålehistorier når det kommer til internationale kampagner."
Især enkelte nationer har fokuseret på at udbrede budskabet om at tilføje jod til den daglige dosis salt. Således er 95% af det salt der findes på de kinesiske borde nu tilsat jod. De østeuropæiske lande halter stadig bagud, her bruges det berigede salt kun i en fjerde del af husholdningerne.