De fleste af os ved det alt for godt, men når nu ungerne for femogtyvende gang i denne uge hylende peger på køledisken med farvestrålende Kinder Mælkesnitter og Danonino drikkeyoghurt, kan man i et svagt øjeblik komme til at glemme at deres placering blandt økologisk mælk og andre fornuftige mælkeprodukter, ikke er en garanti for at de har de samme indholdsmæssige kvaliteter.
Forbrugerinformationen har kigget nærmere på mælkedrikkene med den store børneappel. Resultatet af deres test er, ikke overraskende, at blandt andet Danonino, som sælges i pakker á fire små søde 100 grams bægre, er sukkerbomber som i virkeligheden burde stå i en køledisk for sig i butikkens slikafdeling.
”Bemærk, at indholdet af sukker pr. 100 g er højere i Danonino end i sodavand, så ernæringsmæssigt er dette produkt ikke særlig godt til børn, som nemt får for meget sukker”, siger testkonsulent Sanne Lund fra Forbrugerinformationen.
Forbrugerinformationen anbefaler at checke mælkedrikkene for sukker- og fedtindhold, samt undgå farve- og aromastoffer.
Kategori: Kost & Ernæring
