Kvinder, der planlægger at blive gravide, bør tage et tilskud af folinsyre for at undgå at føde et barn med rygmarvsbrok eller andre neuralrørsdefekter.
Siden 1997 har de danske sundhedsmyndigheder anbefalet et dagligt tilskud på 400 mikrogram folinsyre indtil graviditetens tolvte uge.
Kun 13 procent af alle gravide følger anbefalingerne og tager folinsyre, som ellers kan hindre en del tilfælde af rygmarvsbrok og neuralrørsdefekter hos nyfødte. Ifølge professor, dr. med. Sjúrdur Olsen fra Statens Serum Institut er det især rygere, ufaglærte og kvinder med korte uddannelser, som undlader at tage folinsyre.
Der bliver født cirka 75 børn hvert år med rygmarvsbrok og neuralrørsdefekter.
Den anbefalede dosis folinsyre findes i flere multivitamintabletter, men kan også købes separat. For at få flere til at tage tilskuddet opfordrer Ernæringsrådet myndighederne til mere oplysning.
I denne uge har en arbejdsgruppe under Fødevareministeriet anbefalet, at udvalgte madvarer beriges med folinsyre. Det har man gode erfaringer med i Canada.
Kategori: Gravid
