Hvorfor er birkepollen sæsonen allerede igang?
Astma-Allergi Danmark registrerede i weekenden nok birkepollen i deres måleinstrumenter til at erklære sæsonstart. Ifølge foreningens leder af pollentælling, Mathilde Kloster, starter sæsonen i dag i gennemsnit 15 dage tidligere end for få årtier siden. Tendensen hænger blandt andet sammen med klimaforandringer, som påvirker blomstringstidspunktet for mange træer og planter.
500.000 danskere rammes hvert år
Birkepollenallergi kan give gener som vejrtrækningsbesvær, træthed, rindende øjne og stoppet næse. Har man allergi, er det vigtigt at tage sin medicin og følge med i Dagens Pollental. Astma-Allergi Danmark tilbyder både pollental, varsling og gode råd på deres platform Pollenportalen, og man kan få daglige opdateringer via mail eller appen Dagens Pollental.
Dårligt vejr kan hjælpe
Sæsonens intensitet afhænger i høj grad af vejret. Sol og varme får træerne til at blomstre og sprede pollen med vinden, mens regn og nattefrost kan lægge en dæmper på udviklingen. Ifølge Mathilde Kloster kan netop regn og kulde være en lettelse for allergikere, da det skyller pollen ud af luften og hæmmer blomstringen.
Opfordring til kommunerne
Astma-Allergi Danmark peger på, at næsten én million danskere hvert år rammes af pollenallergi – en belastning både for den enkelte og for samfundet. Organisationen opfordrer derfor landets kommuner til at tage hensyn til allergikere, når der plantes i offentlige områder. Retningslinjer for allergifremkaldende beplantning og mere allergivenlig byplanlægning er blandt forslagene til en kommende folkesundhedslov.
Gode råd til birkepollenallergikere
Her får du 14vigtige råd, der kan hjælpe dig igennem hverdagen:
- Tag din medicin regelmæssigt
- Følg Dagens Pollental
- Brug solbriller eller cykelbriller udendørs
- Vask håret inden sengetid
- Undgå at hænge vasketøj til tørre udendørs. Tør tøj i tørretumbleren
- Luft ud tidligt om morgenen eller sent om aftenen
- Skift tøj, når du har været ude
- Brug næsespray med saltvand
- Hold vinduer og døre lukkede midt på dagen
- Brug pollenfiltre i bilen og hold dem rene
- Undgå havearbejde og udendørs motion på dage med højt pollental
- Brug luftrenser med HEPA-filter – især i soveværelset
- Planlæg aktiviteter, når pollenniveauet er lavt
- Tal med din læge om mulighed for allergivaccination
Du kan finde flere tips og information på Pollenportalen.dk, og har du spørgsmål om allergi, høfeber, astma eller eksem, kan du ringe til deres gratis telefonrådgivning på 43 43 42 99.