Resultatet af deres undersøgelse, publiceret i det medicinske tidsskrift Neurology, viser, at mennesker med høje niveauer af antioxidant i form af carotenoidestofferne lutein, zeaxanthin og beta-caroten i deres blod, er mindre tilbøjelige til at udvikle demens senere i livet end mennesker med lavere niveauer af antioxidanterne.
"At forebygge demens er en vigtig folkesundhedsudfordring," siger May A. Beydoun, PhD, MPH, der har stået for undersøgelsen. "Derfor er det vigtigt at undersøge hvorvidt og i hvilket omfang antioxidanter kan hjælpe med at beskytte hjernen mod oxidativ stress [ubalance mellem antioxidanter og frie radikaler], som kan forårsage celleskade."
I undersøgelsen deltog 7.283 personer i alderen 45 år og opefter. De blev indledningsvist grundigt undersøgt, interviewet om livsstil og helbred, og fik foretaget blodprøver, der målte deres antioxidantniveauer. Gennem 16 år fulgte forskerne gruppen for at se, hvem der udviklede demens. Efterhånden tegnede der sig et billede, der viste at deltagere i forsøgsgruppen med de højeste mængder antioxidanter var mellem 7 og 14% mindre tilbøjelige til at udvikle demens.
Selvom forskerne konkluderer at niveauet af antioxidanter har indflydelse på risikoen for at udvikle demens, så gør May A. Beydoun opmærksom på, at undersøgelsens positive resultatet i nogen grad også kan være en afspejling af fx livsstilsændringer.
"Det er vigtigt at bemærke, at effekten af disse antioxidanter på risikoen for demens blev reduceret noget, da vi tog andre faktorer i betragtning som uddannelse, indkomst og fysisk aktivitet, så det er muligt, at disse faktorer kan være med til at forklare sammenhængen mellem antioxidantniveauer og demens," sagde Beydoun.
* Antioxidanter er livsvigtige stoffer, der, sammen med vitaminer og mineraler, fungerer som forsvar mod de såkaldte frie radikaler, der dannes når kroppen forbruger ilt. Ophobning af frie radikaler nedbryder antioxidant molekylerne og dermed kroppens værn mod alvorlige sygdomme, blandt andet åreforkalkning, diabetes og kræft.