En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser imidlertid, at mange 18-årige med en psykiatrisk diagnose ikke er i gang med en uddannelse.
”Det er utroligt nedslående, at så få unge med diagnoser og handicap er i gang med en uddannelse. Der ligger en vigtig samfundsopgave i at sørge for, at flere får mulighed for at uddanne sig,” siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og påpeger, at der er store samfundsgevinster ved at flere unge får en uddannelse.
Alene på ungdomsuddannelserne er der kun 66 procent af de 18-årige med en psykiatrisk diagnose eller et handicap, der er i gang, mens det gælder for 86 procent af alle 18-årige.
”Vores analyse viser, at unge med diagnoser og handicap har en svær start på uddannelseslivet. Det er et problem, som vi skal løse. De må ikke blive efterladt på perronen,” siger Mie Dalskov Pihl.
Ender ofte på offentlig forsørgelse
Mange af de unge med handicap eller diagnoser, der står uden for uddannelsessystemet, er i stedet på uddannelseshjælp. Det gælder for 38,5 procent af dem. Af de unge uden diagnoser uden for uddannelsessystemet gælder det kun for 11,8 procent.
Uddannelseshjælp er en ordning for unge under 30 år, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse og kræver en særlig indsats.
”En af indvendingerne mod at gøre mere for de her unge med udfordringer er, at det ofte er dyrt at give dem en uddannelse efter grundskolen. Men sagen er den, at det er dyrere at lade være,” siger Mie Dalskov Pihl.
”Vi ved, at der er store gevinster at hente for samfundet ved at hjælpe flere unge igennem en ungdomsuddannelse. Hvis et ungt menneske eksempelvis får en erhvervsuddannelse, vil gevinsten for de offentlige finanser være cirka tre millioner kroner set over hele livet, sammenlignet med hvis den unge forblev uden uddannelse. En uddannelse giver simpelthen bedre forudsætninger for at være med på arbejdsmarkedet efterfølgende. Alternativet er ofte langvarig offentlig forsørgelse. Det er dyrt for statskassen og skidt for den enkelte,” siger hun.