Der hvor empatien sidder

- om pandelapsdemens.


af Louise Pagsberg, redaktionen

Empati er evnen til at sætte sig i andre menneskers situation, forstå hvordan andre mennesker tænker og føler. Empatiske mennesker skaber tillid og troværdighed i deres omgivelser, idet de formår at ”tune” sig ind på andres følelsesmæssige tilstand.

Empatien udgør, sammen med intuitionen og indlevelsesevnen, menneskets følelsesmæssige intelligens og er, i sociale sammenhænge, så væsentlig at den overskygger alle andre evner et menneske måtte besidde.

Som barn lærer vi de sociale spilleregler; vi lærer at man skal lytte når nogen taler, at man skal trøste når nogen græder, at man skal sige undskyld hvis man kommer til at såre hinanden. Men selvom vi alle er opfostret med de samme sociale spilleregler, så er der alligevel stor forskel på hvordan vi forvalter dem, hvordan og hvornår vi hver i sær aktiverer og bruger dem. At få dem aktivet kræver en god evne til at opfange, fornemme og reflektere over situationen og over de signaler som andre menneske sender.

Selve evnen til at opfange og reflektere sidder i den forreste del af hjernen; frontallapperne. Det er dem – frontallapperne - der styrer vores fornemmelse for den situation vi befinder os i. Det er dem der gør os i stand til at ”forstå” situationen og et andet menneskes følelser og dem der gør os i stand til at ”leve os ind i” et andet menneskes oplevelser. Det er også dem der styrer motivationen, lysten og viljen. Det er dem der gør os i stand til at planlægge. Således styre frontallapperne nogle af de væsentlige evner – evner som gør at vi adskiller os fra dyr..

Det er dem der giver os situationsfornemmelse, gør os empatiske, får os til at føle samvittighed – det er dem der giver os personlighed.

Sker der skade på denne – således meget væsentlige del af hjernen - er det ikke svært at forestille sig at det har katastrofale følger.

Hos mennesker hvor der er sket skade på frontallapperne sker der en voldsom personlighedsændring. Deres temperament og karakter ændres. Indlevelsesevnen forsvinder. Interessen for familien svinder ind og erstattes af selvoptagethed. Deres hæmningerne forsvinder, hvilket f.eks. ses ved måltider, hvor maden ukritisk ”skovles” ind. De er hæmningsløse – deres sprog bliver primitivt og forenklet – og de bruger ofte grove gloser og ukvemsord. De mangler ”filter” og kan højlydt kommenterer en overvægtig kvinde i bussen, sige sjofle ord og platheder.

Det der kendetegner lidelsen og som er helt karakteristisk er, at disse menneskers hukommelse er overraskende god. At mennesker med skade på frontallapperne stadig har deres hukommelse i behold, er med til at gøre sygdomsbilledet lidt diffust og uklart. Hvor sygdomsbilledet hos en Altzheimer patient er tydeligt, idet samtlige evner (orienteringssans, hukommelse, situationsfornemmelse, sprog mv.) reduceres samtidig, så er det, hos mennesker med skade på frontallapperne, altså enkle, om end vitale, dele der rammes.

F.eks. vil en skade på frontallapperne hos en musiker, ikke umiddelbart påvirke hans evne til at spille musik. Han vil stadig evne at spille som han altid har gjort, til gengæld er hans lyst til og motivation for at spille, forsvundet.

Med hukommelsen i behold vil han, et stykke af vejen, være i stand til at kompensere for de tabte evner. Derudover har den ramte ingen sygdomserkendelse, hvilket gør det svært for omgivelserne at vurderer, hvor i sygdomsforløbet vedkommende er.

Det er meget anstrengende og belastende at leve med et menneske med skade på frontallapperne. De er asociale og, alt efter hvilken del af frontallapperne der er ramt, opfører de sig apatisk eller aggressivt og hæmningsløse.

Som pårørende til en patient med skader på frontallapperne er den primær opgave at optræde som vikar for frontallapperne (frontallapsvikar), en opgave som består af:

- at igangsætte
- at planlægge
- at aktiverer

Efterhånden som sygdommen skrider frem, kommer pandelapsdemens til at minde om øvrige demenssygdomme.

Sygdommen kan ikke behandles medicinsk og der er kun få plejehjem, der er i stand til at håndtere de mennesker med skader på frontallapperne.


Kilde: Rolf Bang Olsen, overlæge ved Middelfart Sygehus