I Danmark vokser ca. 60.000 børn og unge op i familier, hvor en af forældrene har en alkoholrelateret lidelse, viser opgørelser fra Sundhedsstyrelsen. Tallet involverer ikke børn, hvor forældrene er gået til egen læge, i alkoholbehandling eller endnu ikke har søgt hjælp.
Børn af alkoholikere er ofte plaget af ensomhed. De føler sig usikre, angste, skammer sig over deres forældres opførsel og gør hvad de kan for at skjule problemerne.
Børnene undlader typisk at invitere venner med hjem af frygt for at andre skal opleve deres forældres upassende og pinlige opførsel.
Lærere og pædagoger har pligt til at sørge for at der gribes ind og støttes op om familier med alkoholproblemer, men børn af alkoholikere bliver ofte så dygtige til at skjule problemerne, at det kan være svært, selv for de voksne der omgås børnene i hverdagen, at se hvad der foregår.
Når myndighederne griber ind og støtter en familie som slås med alkoholproblemer, er naturligvis for at forbedre barnets aktuelle situation, men også for at forebygge at vanskelighederne strækker sig ind i voksenlivet. Ifølge Sundhedsstyrelsen har en undersøgelse fra Fyn vist at 40% af brugerne i den amtslige alkoholbehandling, selv voksede op i familier med alkoholproblemer.