Hvorfor får man osteoporose?
Vores knogler opbygger deres styrke gennem barndommen og ungdomsårene, men fra 30-årsalderen begynder de gradvist at miste mineraler og svækkes. Det er en naturlig del af aldringsprocessen, men hos nogle mennesker sker det tidligere end hos andre, hvilket øger risikoen for at udvikle osteoporose.
Flere faktorer øger risikoen for at udvikle osteoporose, og alder er en af de største. Jo ældre du bliver, desto større er risikoen. Kvinder er særligt udsatte, især efter overgangsalderen, hvor det lavere østrogenniveau fremskynder knogletabet. Desuden kan faktorer som en usund livsstil, lav kropsvægt, mangel på fysisk aktivitet og en ubalanceret kost også øge risikoen for osteoporose.
Er osteoporose arvelig?
Ja, osteoporose kan være påvirket af arvelighed. Hvis dine forældre eller bedsteforældre har haft knogleskørhed eller knoglebrud, kan du være i en højere risikogruppe. Det betyder dog ikke, at du med sikkerhed vil udvikle sygdommen. Livsstilsfaktorer spiller også en stor rolle, og du har mulighed for selv at påvirke din knoglesundhed gennem forebyggelse.
Sådan kan du forebygge osteoporose
Selvom alder og genetik kan påvirke din risiko for at få osteoporose, er der mange ting, du selv kan gøre for at beskytte dine knogler. Her er konkrete tiltag, der kan styrke dine knogler og mindske risikoen for knogleskørhed:
- Fysisk aktivitet
Øvelser som gåture, løb, dans og styrketræning kan hjælpe med at bevare og øge knoglernes styrke. Disse aktiviteter lægger en sund belastning på knoglerne og gør dem stærkere.
Træning med vægte eller modstandsbånd kan forbedre både muskel- og knoglestyrke, mens balanceøvelser som yoga eller tai chi mindsker risikoen for fald.
- Spis en knoglevenlig kost - vitaminer & mineraler
Calcium er afgørende for stærke knogler. Gode kilder til calcium er mejeriprodukter, grønne bladgrøntsager som spinat og mandler. D-vitamin hjælper kroppen med at optage calcium, og kan fås gennem sollys samt fødevarer som fed fisk. Magnesium og K-vitamin, der findes i fuldkorn og nødder, er også vigtige i forebyggelsen.
- Livsstilsvaner - rygning, alkohol & koffein
Stop rygning, da det reducerer knoglernes styrke og øger risikoen for osteoporose. Begræns alkoholforbruget, da det kan hæmme kroppens evne til at optage calcium. Undgå desuden for meget koffein, da det kan mindske calciumoptagelsen.
- Kropsvægt
At være undervægtig kan øge risikoen for knogleskørhed, da knoglerne ikke får nok belastning. Sørg for at opretholde en sund vægt gennem nærende mad og regelmæssig motion.
Det er aldrig for sent at passe på dine knogler
Uanset din alder eller din genetik, kan du gøre en forskel for din knoglesundhed. At tage de rette skridt nu kan beskytte dine knogler og sikre, at du forbliver stærk og sund i mange år fremover.
Hvis du går og bekymre dig om osteoporose, er det en god idé at tale med din læge, som kan hjælpe dig med at vurdere din risiko og give yderligere råd om, hvordan du bedst beskytter dine knogler.