Mange bakker op om indsatsen
Sundhedsstyrelsen står ikke alene. Informationsindsatsen gennemføres i et tæt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen. Dertil kommer et bredt netværk af myndigheder, faglige organisationer, lægevidenskabelige selskaber og patientforeninger, som på forskellig måde bakker op om indsatsen.
”I debatten om HPV-vaccination synes man til tider helt at glemme, at formålet med vaccinationen er at forebygge en meget alvorlig kræftsygdom, som hvert eneste år er årsag til 100 dødsfald blandt danske kvinder – også helt unge kvinder. Hvis vi ikke får vaccinationsdækningen op igen, frygter vi, at mange danske kvinder vil få celleforandringer og livmoderhalskræft i de kommende år, selvom det kunne være undgået,” siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen og tilføjer:
”Det er vigtigt at holde fast i, at HPV-vaccinen faktisk er et kæmpe gennembrud. Med den har vi muligheden for at udrydde de fleste tilfælde af livmoderhalskræft. Alene med de piger, der er vaccineret i børnevaccinationsprogrammet i Danmark indtil nu, viser et konservativt skøn, at vi undgår cirka 1.780 tilfælde af livmoderhalskræft og cirka 360 dødsfald.”
I Lægeforeningen opfordrer man forældre og deres døtre til at tage forbi familiens praktiserende læge og få en snak om HPV-vaccination, hvis de er i tvivl:
”Mange forældre er helt forståeligt blevet påvirket af mediedebatten om HPV-vaccinen, fordi de ikke kan gennemskue, hvad der er op og ned med hensyn til især risikoen for bivirkninger fra vaccinen. Derfor har mange udskudt beslutningen om, hvorvidt deres datter skal HPV-vaccineres. Men det er vigtigt, at man tager stilling i stedet for at udskyde beslutningen – og i den situation vil mange have glæde af at få en snak med egen læge,” siger praktiserende læge og næstformand i Lægeforeningen Michael Dupont.
Forældrene savner viden
Sundhedsstyrelsen gennemførte i sommeren 2016 en undersøgelse blandt mere end 1.000 forældre til piger mellem 10 og 18 år for at høre om deres holdninger og viden om HPV-vaccination. Undersøgelsen viste, at 34 pct. af de adspurgte forældre er i tvivl om, hvorvidt deres datter skal vaccineres. Analysen viste desuden, at det primært er mødrene, der tager den endelige beslutning om vaccination. Undersøgelsen viste også, at mange forældre savner viden om essentielle fakta – herunder vaccinens effektivitet, bivirkninger og risikoen for celleforandringer og livmoderhalskræft. Det fremgik også, at en del af forældrene i høj grad får deres information fra de sociale medier. Derfor bliver et vigtigt omdrejningspunkt for informationsindsatsen en Facebook-side, hvor parterne fra i dag er klar til at tage snakken med forældre og piger, der er usikre på, hvad der er op og ned i debatten om HPV-vaccination. Indsatsen har også en hjemmeside, hvor man altid kan finde opdateret og nuanceret information om både livmoderhalskræft, HPV-vaccinen, fakta om bivirkninger mv. En væsentlig del af indsatsen består desuden af informationspjecer og plakater til venteværelserne hos de praktiserende læger samt materiale til brug for sundhedsprofessionelle.
Se mere på:
<link https: www.stophpv.dk>www.stophpv.dk
<link https: www.facebook.com stoplivmoderhalskraeft>www.facebook.com/stoplivmoderhalskraeft