Pludselig allergireaktion
Der findes parfume i rigtig mange af de produkter vi kommer i kontakt med i løbet af dagen: Cremer, sæbe, deodoranter, eau de toilette, shampoo og sågar rengøringsmidler, toiletpapir og tandpasta. Alle kan indeholde duftstoffer, som din hud pludselig en dag ikke kan tåle.
Eksem som følge af parfumeallergi viser sig som rødt, kløende udslæt de steder, hvor huden har været i kontakt med parfumestofferne. Hvis du fx gennem mange år har brugt parfumeret deodorant på den tynde hud i armhulerne, vil det typisk være her, du først slår ud. Og det sker sandsynligvis efter 40-års alderen, oplyser Astma-Allergi Danmark. Parfumeallergi er nemlig en af de diagnoser, alle moderne mennesker - og især kvinder - går og sparer op til over masser af år.
Selvom tør, sart hud i et vist omfang er arveligt betinget, så er parfumeallergi i højere grad betinget af, at man gennem flere år har været udsat for bestemte duftstoffer.
Lug ud på badeværelseshylden
Der findes omkring 2500 duftstoffer, som kan udløse allergi. Af dem er 26 ekstra udbredte og dermed mere allergifremkaldende. Heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at mindske risikoen for at udvikle parfumeallergi.
I første omgang er det en god ide at luge lidt ud på badeværelseshylden. Kig især på deodoranten og cremerne - og byt dem gerne ud med nogle uparfumerede af slagsen. Det er nemlig de produkter, der bliver på huden dagen lang, der først og fremmest fremkalder allergi, mens dem, vi skyller af igen - som fx shampoo og sæbe - er mindre potente.
5 råd der forebygger parfumeallergi
- Brug uparfumeret deodorant
Allergien opstår typisk først under armene på den tynde, sarte og indelukkede hud her.
- Hellere på tøjet end på huden
Hvis du absolut vil bruge parfume, så sprøjt duften i håret eller uden på tøjet, hvor den ikke kommer i direkte kontakt med huden.
- Skift duft
Varier dine duftindkøb, så huden ikke får for meget af et eller flere duftstoffer. Hvis du sværger til én bestemt duft gennem mange år, øger det din risiko for at slå ud med allergi på et tidspunkt.
- Vælg de uparfumerede produkter
Vælg de uparfumerede produkter, det udsætter din risiko for allergi. Men vær på vagt. Nogle firmaer sælger parfumefri produkter med parfume i. Nærlæs deklarationen, og duft til produkterne. Er lugten kraftig, så lad dem stå.
- Lav et parfumebudget
Hvis du vil have duft under armene, skal der ret mange fravalg til at opveje det. Vælg f.eks parfumefri cremer, makeup, hårpleje og vaskemiddel.