Smagen af det vilde forår
Ramsløg er en vildtvoksende løgplante, som fint kan bruges i madlavning. Både blade, blomster og løg kan spises forår og forsommer, men det er de unge blade, som har den fineste smag. Dem kan man dampe og spise som tilbehør, man kan snitte dem til brug i wokretter, unge friske skud kan bruges i salater, som krydderi i supper og tærter og de er desuden gode til pesto. Alternativt kan de også blot bruges som "det grønne drys".
Skøn og sund
Tilberedt korrekt, smager ramsløget ikke kun godt, men er også en god kilde til vitamin C. Samtidig indeholder ramsløget, ligesom hvidløg, nogle aktive stoffer, som siges at have en positiv effekt på fordøjelsen, for højt blodtryk og på manglende appetit.
Dufter intenst som hvidløg
Ramsløget er en forårsplante med tyndere og dybere grønne blade end hos andre løgvækster. Planten kan blive op til 50 cm. høj, dufter intenst af hvidløg og breder sig som et hvidt tæppe over skovbunden. Løget som er langt og smalt har langstilkede elliptiske grundstillede blanke grønne blade.
Ramsløg vokser primært i kystnære løvskove, lunde og småkrat. I maj måned blomstrer ramsløg med fine, hvide stjerneformede blomster samlet i en åben skærm, som sidder på en trekantet stilk.
BEMÆRK
Man skal være yderst forsigtig med ikke at forveksle ramsløg med liljekonvaller, da liljekonvaller er giftige. Er du usikker på, om du kan skelne de 2 fra hinanden, er det blot at plukke en og dufte. Liljekonvaller dufter IKKE af hvidløg.
God høst!
Kilder: havenyt.dk og Politiken