Jordbær hele sommeren
Den seneste tids varme vejr har modnet de danske frilandsjordbær, som nu er på vej ud i dagligvarebutikkerne. En anden god nyhed er, at jordbæravlerne spår en god sommer i vente med rigelige mængder søde, danske jordbær. Modsat sidste år, hvor den varme sommer gjorde den danske jordbærsæson væsentlig kortere end normalt, kan vi år forvente at kunne plukke jordbær lang tid endnu.
"Sæsonen i år bliver ret almindelig. Det betyder, at man kan få gode, danske frilandsjordbær til langt hen i juli og helt frem til starten af august, hvis man er lidt heldig," siger Dan Haunstrup Christensen fra Dansk Gartneri.
"Det bedste tidspunkt for jordbær er det, der kommer nu. De sorter, der modnes i den kommende tid, er mere søde end de tidlige. De har typisk ikke det der æblehårde bid, men er bløde og samtidig faste," siger Dan Haunstrup, hvis favoritjordbær forresten er det meget mørke, søde bær Malwina. "Det er, præcis som et jordbær skal være," konkluderer han.
Tips til tilberedning og opbevaring af jordbær
Friske danske jordbær er indbegrebet af sommer, men er bærrene smattede, for vandede eller for kolde, kan det være en skuffelsen oplevelse. Du kan, med et par enkle forholdsregler, nemt sørge for, at det bliver en god jordbæroplevelse: Husk blandt andet, at jordbær har en meget kort holdbarhed. De fine bær er bedst samme dag, de er købt. Opbevar dem køligt ved ca. 5 grader, men tag dem ud af køleskabet nogle timer inden servering, så smager de bedst. Hvis du køber dem sidst på eftermiddagen, skal du ikke sætte dem i køleskabet.
- Skyld, tør og nip
Fyld en balje med koldt vand. Læg jordbærrene med stilk på i en sigte og sænk dem ned i vandet 2-3 gange. Gør det ad flere gange, hvis der er mange jordbær. Lad dem tørre i ét lag på et viskestykke. Først herefter nippes stilkene af. På den måde trænger der mindst vand ind i bærret, og så smager de af mest. - Frysning af jordbær
Skal jordbærrene bruges til grød eller marmelade, lægges bærrene i en pose og fryses ned. Har man behov for løsfrosne jordbær til pynt, lægges bærrene på bagepapir på en bakke, som stilles i fryseren. Når bærrene er frosne, lægges de i poser og kommes i fryseren.