Mindsk risikoen for bakterier og alger i badevandet
Da der ikke findes nogen regler på området, så er det i princippet op til én selv at vurdere, hvornår det ikke længere er hygiejnisk forsvarligt at bade i bassinet. Man anbefaler dog at vand i de små soppebassiner uudskiftes dagligt, og indersiden af bassinet renses med miljøvenligt opvaskemiddel.
I store badebassiner blomstrer alger og bakterier også flittigt i sommervarmen. De fleste vælger at løse problemet ved at hælde klor i vandet, men her er det vigtigt at være opmærksom på, at der hele tiden er et stabilt klorniveau.
Er der for lidt klor i vandet, mister man kemikaliets desinficerende effekt, og hælder man for meget klor i, så risikerer man hudirritation og røde, kløende øjne. Anbefalingerne lyder på 1-3 mg klor pr. liter vand, men da klor fordamper, bør man tjekke niveauet dagligt med teststrips, som fås i byggemarkeder.
Tømning af badebassiner
Bassiner med klorvand må under ingen omstændigheder tømmes direkte ud på jorden, da kemikaliet kan trænge ned og forurene grundvandet. Klorvand må heller ikke ledes i regnvandskloakken, men i køkkenvasken, badeværelsesafløb eller i toilettet, hvor vandet renses i rensningsanlæg.
Vand fra små soppebassiner uden klor kan til gengæld bruges til at vande haven.
Undgå drukneulykker
Børn kan komme rigtig galt afsted selv i små soppebassiner, hvor en hyggelig stund kan udvikle sig til en drukneulykke på ganske få minutter. Hvis et lille barn hovedet under vand, kan det have svært ved at få næsen op over overfladen igen, og midt i panikken kan det lynhurtigt få fyldt næse og mund med vand.
Børn kan også nemt miste balancen på bassinets glatte bund, falde og få hoved under vand. Derfor skal børn i soppebassiner altid overvåges af opmærksomme voksne.
Pas på barnets fine, sarte hud
Ligesom badesikkerheden er vigtig, så er det også vigtigt at huske, hvor uhyggelig nemt den fine, bløde barnehud bliver forbrændt.
Husk:
- at smøre barnet ind i rigelig solcreme med høj solfaktor
- at give barnet solhat på
- at sørge for at barnet opholder sig i skyggen, når UV-indekset er højt midt på dagen
- at sørge for at barnet får rigeligt at drikke