Advarsler mod produkter indeholdende konserveringsmidlet methylisothiazolinone (MI) har den seneste uge trukket overskrifter i mange af landets medier. Årsagen er, at en markedsundersøgelse ifølge Videncenter for Allergi viser, at antallet af mennesker, der udvikler allergi over for MI er hastigt stigende. Ifølge Videncenter for Allergi er en så hastig udvikling i allergi over for et kemisk stof helt usædvanlig og skyldes en overdreven brug af stoffet i blandt andet kosmetik.
Methylisothiazolinone er et nyere konserveringsmiddel, som synes at have fundet vej til nogle kosmetikprodukter, efterhånden som man har forsøgt at udfase parabener, og Videncenter for Allergi vurderer, at 3-4% af de kosmetikprodukter, som findes på det danske markedet, indeholder MI.
At brugen af MI skulle udgøre en så alvorlig risiko for helbredet, er naturligvis noget der vækker bekymring hos producenterne. Derfor har deres brancheforeningen SPT, kontaktet Miljøstyrelsen for at få præciseret hvilke forholdsregler Miljøstyrelsen vurdere forbrugerne bør tage i forhold til produkter indeholdende MI.
Miljøstyrelsen skriver i en mail til SPT, at EU´s Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed i øjeblikket er i gang med at revurdere stoffets sikkerhed i kosmetik. I mellemtiden er Miljøstyrelsens råd til forbrugerne:
1. Hvis man ikke har tendens til allergi, er der ingen grund til at bekymre sig om evt. MI indhold i kosmetiske produkter
2. Hvis man har tendens til allergi eller er meget nervøs for risikoen for at få allergi, kan man overveje at undgå MI, evt. ved at vælge svanemærkede kosmetiske produkter
3. Hvis man har reageret allergisk på et kosmetisk produkt, bør man gemme den del af emballagen hvor indholdsdeklarationen står og gå til læge/hudlæge for at blive undersøgt.