For de kvinder der, trods fare for forstuvede ankler og ømme tæer, nyder at føre sig frem i stiletter, er der godt nyt. En italiensk urolog fastslår nemlig at der også er sundhedsmæssige fordele ved at balancere rundt i højhælede.
Musklerne i kvindens underliv bliver nemlig styrket af at balancere rundt på hælene, og en stram bækkenbund er en god bækkenbund - ikke mindst i sexlivet.
Effekten er påvist på af den italienske urolog (specialist i urinveje) Maria Cerruto. På universitetet i Verona har hun udført forsøg med at måle elektriske spændinger i musklerne hos kvinder, der holdt foden i forskellige vinkler. Når foden er bøjet i en vinkel på 15 grader, hvilket svarer til en hæl på 7 cm, er musklerne i bækkenet mest afslappede. Det giver det bedste udgangspunkt for at træne dem under gang, siger Maria Cerruto.
Hun indrømmer dog, at hun ikke som udgangspunkt havde en helt uhildet tilgang til forsøgene:
"Som en kvinde, der elsker høje hæle, var jeg ude efter at finde noget positivt at sige om dem og jeg har nået mit mål. Hælene påvirker bækkenbundsaktiviteten, det reducerer smerter og forbedrer helbredet. Vi håber nu at kunne bevise, at daglig hælebrug kan nedsætte behovet for knibeøvelser", siger hun ifølge Times Online.
Der er dog en grænse for, hvor høj hælen skal være for at virke gavnlig. Ikke kun påvist af urologen, men udstedt af selveste sko-guruen Manolo Blahnik:
"Alt over fire en halv tomme (11,5 cm) er for højt. Man kan ikke gå ordentligt i dem, det er ikke længere elegant", siger han.
Kilde: Times Online, 3. februar 2008